I det fynske folks tjeneste

Politiker vidste at ældreråd var opdigtet

Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid talte mod bedre viden, da hun i torsdagens udgave af Politiken angreb et såkaldt ældreråd i Vollsmose.

I følge Asmaa Abdol-Hamid skulle et såkaldt ældreråd i Vollsmose agere folkedomstol og i 2008 landsforvise en mand for pædofili i stedet for at melde ham til politiet.

- Vi kunne have undgået det her, hvis myndighederne var blevet indblandet fra starten af, sagde Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid til Politiken.

Den mistænkte vendte dog siden tilbage til Vollsmose, hvor politiet anholdte ham 22. januar i år for mistanke om overgreb mod en anden mindreårig dreng.

Fyns Politi dementerede torsdag historien. I følge Fyns Politi blev manden dømt i april 2008, og der ikke findes et ældreråd, der afgør straffesager.

Kan ikke huske det

I følge Fyens Stifts­tidende blev Asmaa Abdol-Hamid i oktober 2008 gjort bekendt med de faktiske forhold.

"Det er da glædeligt", sagde Abdol-Hamid dengang til avisen.

Asmaa Abdol-Hamid siger i dag til avisen, at hun ikke kan huske, at hun blev informeret om sagens rette sammenhæng. Derudover har den
tidligere suppleant til Odense Byråd ikke flere kommentarer.