Politikere: Atomaffald skal blive på Risø

Politikerne har fået kolde fødder. Alt tyder på, at seks mulige placeringer til atomaffald fra Risø droppes.

Meget tyder på, at det omstridte radioaktive affald fra Danmarks hidtil eneste atomenergiprojekt ender med at blive, hvor det er: På Risø ved Roskilde.

Det er godt nyt for en stribe danske kommuner, som har kæmpet mod at ende som hjemsted for de omkring 5000 ton affald fra den tidligere atomstation.

Politikere fra højre til venstre side i Folketinget er vendt rundt på en tiøre i forhold til tidligere beslutninger.

De blæser nu til kamp for at bremse byggeriet af et underjordisk slutdepot til affaldet på nogen af de seks lokaliteter, som geologiske eksperter er ved undersøge.

Affaldet skal blive på Risø eller sendes til udlandet, mener politikere fra Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti i dag.

Venstres Erling Bonnesen, valgt på Fyn, fastslår: - Lad mig sige det klart og tydeligt: Vi vil ikke have det atomaffald placeret på Fyn.

Samme holdning har Socialdemokraternes Jan Johansen fra Munkebo.

- Hvis det er så ufarligt, kan det lige så godt blive liggende, hvor det er, siger Jan Johansen, som dog helst vil sende atomskraldet til udlandet, hvor man har erfaring med et håndtere det.

Samtlige partier stemte ellers for den undersøgelse, som nu har barberet de oprindelige 22 placeringer - inklusive Risø - ned til seks egnede steder i kommunerne Bornholm, Lolland, Kerteminde, Struer og Skive.

Risø røg ud i anden runde. Men borgmestre og borgere fra de fem tilbageværende kommuner har kæmpet imod affaldet med næb og klør.

Geologerne skal om kort tid indsnævre feltet til to eller tre egnede steder inden den endelige udpegning.

Venstres miljøordfører, Henrik Høegh (V), understreger, at undersøgelsen blev vedtaget af Folketinget i 2003 på den måde, at den skulle ske "i tæt samarbejde" med berørte kommuner og borgere.

- Og det er ikke tæt samarbejde, når sundhedsministeren nu laver prøveboringer i fem kommuner, som alle har sagt, at de ikke ønsker det her atomaffald, siger Høegh.

Enhedslistens Per Clausen er enig med Greenpeace, der anbefaler, at affaldet skal blive på Risø. Også DF's miljøordfører, Jørn Dohrmann, er blevet tilhænger af Risø som slutlager.

Oversigt

    Oversigt