Politikere efter frikendelse: Vi lærer af evaluering

Politikerne vil tage evaluering til sig og bruge den i fremtidige udbud.

I en pressemeddelelse udtrykker en række politikere i Region Syddanmark en blanding af lettelse og tilfredshed, efter analyseinstituttet Kora er kommet med en evaluering af det udbud, der var skyld i de problemer, der opstod, da Bios overtog driften af regionens ambulancer efter Falck.

- Kora kan konstatere, at der er blevet gjort et grundigt og ordentligt stykke arbejde, som blev fulgt op af relevante tiltag undervejs i processen. Det ændrer dog ikke ved, at udbuddet har skabt uro om ambulancedriften i Region Syddanmark i en længere periode.

Det siger Regionsrådets formandskab bestående af regionsrådsformand Stephanie Lose (V), 1. næstformand Poul-Erik Svendsen (S) og 2. næstformand Thies Mathiasen (DF) såvel som udvalgsformand for det præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V) i en fælles pressemeddelelse.

Her giver politikerne også udtryk for, at evalueringen indeholder punkter, som der kan tages med videre.

- Evalueringen peger også på flere ting, vi kan overveje at gøre anderledes eller lære af, når vi skal ud i store udbud. De forslag tager vi selvfølgelig med i vores videre arbejde i Region Syddanmark.

quote Den megen omtale har utvivlsomt påvirket regionens borgere. Derfor var en evaluering nødvendig.

Politikere i region Syddanmark i pressemeddelelse.

De udtaler desuden tilfredshed med, at evalueringen nu foreligger:

- Der har været utrolig megen opmærksomhed om det syddanske ambulanceudbud, og lejlighedsvist også megen kritik af udbuddet, dets udfald og implementering. Samtidig har det været en udfordrende tid for alle involverede parter. Den megen omtale har utvivlsomt påvirket regionens borgere. Derfor var en evaluering nødvendig.

Evaluering baseret på interviews og dokumenter

Koras undersøgelse er baseret på interviews med nøgleinteressenter samt gennemgang af de mange dokumenter, der findes i sagen. KORAs evaluering er blevet kvalitetssikret af to såkaldte eksterne reviewere. Evalueringen har kostet 500.000 kr.

Evalueringen skal drøftes i regionens præhospitaleudvalg mandag den 3. april og i regionsrådet i maj.

Læs mere om Koras evaluering her

Hent evalueringen her

Fakta om Kora

 

Oversigt

    Oversigt