I det fynske folks tjeneste

Politikere forsvarer placering af telemast

Politikere fra begge fløje i Assens Byråd afviser at ændre placeringen af en telemast, som har fået hele bestyrelsen i Verninge I. F. til at gå af.

Miljø- og Teknikudvalget i Assens har besluttet at placere en telemast tæt på det idrætsanlæg, hvor Verninge I. F. holder til.

Formanden for Verninge I. F. Finn Skytte, vil ikke påtage sig ansvaret for eventuel strålingsfare fra masten.

Derfor træder han og tre andre ud af bestyrelsen.

Resten af bestyrelsen følger med, fordi de mener, at grundlaget for bestyrelsens fortsatte virke dermed er væk.

I sidste ende kan det true klubbens eksistens.

Tror på eksperterne

Det får ikke formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Lars Kristian Pedersen, Venstre, til at ændre mening.

- Jeg er ikke ekspert på strålefare, men jeg stoler på, at eksperterne har ret, når de siger, at der ingen risiko er, siger Lars Kristian Pedersen.

Også Rikke Bjerglyng, medlem af udvalget for SF mener, at idrætsanlægget er en bedre placering end skolen i Verninge, som også har været på tale.

Det blev droppet, fordi skolelederen var bekymret for stråling.

Den afgående bestyrelse i Verning I. F. undre sig over, at de samme børn nu kan blive udsat for stråling på fodboldbanerne.

Det holder bare ikke, mener Rikke Bjerglyng.

Børnene opholder sig jo ikke nær så lange på idrætsanlægget som på skolen, siger hun.

Ved du noget? Så send os et tip