I det fynske folks tjeneste

Politikere kendte til tvivl om IC-stop

Politikerne på Christiansborg har i flere år været fuldt informeret om, at der herskede stor tvivl om betjeningen af Langeskov Station.

Det kom frem, da transportminister Magnus Heunicke i dag var i samråd for at redegøre for forløbet.

Ministeren henviste til et notat fra november 2012 - et notat, som blev sendt videre til partierne i forligskredsen. Notatet rejste allerede dengang tvivl om, hvorvidt stationen skulle betjenes med et IC-stop, men ingen reagerede på det.

Tirsdagens samråd var blevet til, fordi flere Venstre-politikere mener, at ministeren løber fra en klokkeklar aftale.

Blandt andet den tidligere transportminister Hans Christian Schmidt (V) mener, at Langeskov Station, som snart er færdigbygget til en værdi af omkring 70 millioner kroner, var påtænkt til at være et stop for IC-tog.

- Det står ikke i forligsteksten, og forligsteksten er den, jeg arbejder ud fra. Der står ikke et ord om, hvilken betjening der skal være på stationen, sagde Heunicke under samrådet.

Ved du noget? Så send os et tip