Politikere kritiserer PET i terrorsag

Anholdte i terrorsagen fra Vollsmose fik en stofpose over hovedet. Det har PET nu indrømmet, skriver Nyhedsavisen. Tidligere har PET givet et svar, der kunne forstås som det modsatte.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har vildledt befolkningen og skadet sin egen troværdighed.

Så hård er kritikken fra en række af Folketingets politikere. Baggrunden er en sag om, hvorvidt PET gav de mistænkte i terrorsagen fra Vollsmose i Odense lukkede stofposer over hovedet ved anholdelsen, hvilket af flere eksperter betegnes som tortur.

Det indrømmede PET forleden i et svar til justitsminister Lene Espersen (K). Men først efter at have givet befolkningen et noget andet indtryk af sagen, påpeger flere politikere overfor Nyhedsavisen.

Da dagbladet Information i december afslørede PET's brug af hætter, udsendte efterretningstjenesten således en pressemeddelelse.

- PET anvender ikke metoder, der har til formål at skræmme eller intimidere den anholdte, stod der.

Videre skrev PET, at det imidlertid er "normal procedure", at "den anholdte iføres en overtræksdragt med hætte, som skal sikre, at eventuelle spor (...) ikke går tabt. Denne dragt, som ikke dækker ansigtet, svarer i øvrigt til den beklædning, som kriminalteknikere selv bruger, når de arbejder på et gerningssted."

Men det svar var misvisende, mener Anne Baastrup (SF), næstformand i Folketingets Retsudvalg.
- De har jo forsøgt at skrive sig ud af problemet, nemlig at de brugte hætterne. Det er bare ikke godt nok. Det skader troværdigheden og den almene tillid til PET, siger hun til Nyhedsavisen.

Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, kalder PET's svar direkte vildledende. Både hun og De Radikales retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll (R), mener, at sagen skader PET's troværdighed.

Oversigt

    Oversigt