Politikere rystede over årelang sagsbehandling: - Fuldstændig uacceptabelt 

Dansk Folkeparti vil indkalde ministeren til debat om årelange sagsbehandlingstider. Ministeren er allerede på sagen, siger Socialdemokratiet.

Årelang ventetid på afgørelser i arbejdsskadesager løftes nu op på regeringsniveau. 

Det sker, efter TV 2/Fyn onsdag kunne fortælle om en afgørelse i en arbejdsskadesag, der foreløbig har været fem år undervejs. 

Siden 2007 har Jette Høi Pedersen haft en skade i skulderen, som hun fik i sit arbejde som sosu-hjælper. Men hun ved stadig ikke, om hun kan få erstatning. På nuværende tidspunkt har hun ventet siden 2014, hvor hun genoptog sagen efter at have arbejdet med sin skade i flere år. 

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, siger handicapordfører Karina Adsbøl (DF) til TV 2/Fyn. 

Indkalder minister til debat

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som træffer afgørelserne, kan ikke følge med sagsbunkerne og er ofte op til flere år om at sagsbehandle, alt imens de sygemeldte borgeres hverdag og økonomi bryder sammen.

- Jette har ventet længe nok. Det fortjener hverken hun eller hendes familie. Det gør mig ondt at se, at de skal flytte fra deres hus, siger Karina Adsbøl. 

Siden 2014 har Jette Høi Pedersens sag om en arbejdsskade været under behandling ad flere omgange. Skaden fik hun allerede i 2007, da hun var på arbejde som sosu-hjælper i Kerteminde Kommune. 
Fotograf: Henrik Bisgaard

Karina Adsbøl stillede i august et spørgsmål til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om de lange sagsbehandlinger. Her svarede ministeren, at han i efteråret vil undersøge, hvilke muligheder der er for at forbedre området.

- Jeg er ikke tilfreds. Det er ikke første gang, at jeg har rejst spørgsmål omkring arbejdsskader. Det er heller ikke sidste gang. Derfor vil jeg indkalde ministeren til en forespørgselsdebat i folketingssalen, forklarer Karina Adsbøl.

Regeringsparti: Det er alt for lang tid

Det fynske folketingsmedlem Jan Johansen (S) er rystet over Jette Høi Pedersens sag. 

- Vi kan ikke være det bekendt, at folk må gå fra deres hjem, fordi der ikke kommer en afgørelse efter fem år. Det er alt, alt for lang tid, fastslår Jan Johansen, der er medlem af Beskæftigelsesudvalget. 

Se tv-indslaget om de politiske reaktioner. 
Fotograf: Kamilla Kilias

Jan Johansen fra regeringspartiet fastslår dog, at ministeren allerede er på sagen. 

- Jeg ved, at ministeren for øjeblikket har jævnlige møder med parterne om at få sagerne hurtigere igennem. Jeg ved, at der vil blive gjort noget for, at man hurtigere får en afgørelse, siger Jan Johansen. 

Er der noget konkret på vej?

- Det kan jeg ikke sige. Jeg kan kun sige, at jeg ved, at jeg har snakket med ministeren.

TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, men han holder efterårsferie.

Oversigt

    Oversigt