I det fynske folks tjeneste

Politikere siger nej til stort forskningsprojekt i hjertestop

Det præhospitale udvalg i Region Syddanmark har sagt nej til etikken i projektet.

Hans Mickley og hans forskerhold fra hjertemedicinsk afdeling på OUH vandt en million kroner til forskning i effekten af akuthjælpere ved hjertestop uden for hospitalet. Foto: arkiv

Politikerne i Region Syddanmark sagde mandag aften nej til et stort forskningsprojekt i hjertestop fra Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH). 

Læs også Kritik af lodtræknings-forskning: De spiller hasard med liv

Ledende overlæger og OUH-direktør Kim Brixen havde mandag eftermiddag foretræde for politikerne i Regionsrådet i Vejle forud for regionsrådsmødet for at forklare om projektet.

Selv om Den Nationale Videnskabsetiske Komité har sagt god for forskningsprojektet, har politikerne i det præhospitale udvalg sagt nej til etikken i det.

Politikerne vil ikke gå med til, at man sammenligner prognoserne for en gruppe patienter, der får supplerende hjælp fra frivillige førstehjælpere, med en anden gruppe patienter, der får den eksisterende hjælp.

- Jeg synes, det er en rigtig vanskelig situation, hvis man har en mand, der falder om af hjertestop, og man ved, der står en lige rundt om hjørnet klar til at blive kaldt ud og hjælpe, og så trækker man lod og siger: Nej, dig sender vi ikke, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V). 

02:09

Se interview med en af de ledende overlæger fra OUH.

Luk video

12.000 fynboer stemte 

I maj gik SDU og OUH sammen med TV 2/Fyn omkring projektet "Et sundere Fyn", hvor flere end 12.000 fynboerne stemte om, hvilken forskning der skulle vinde en million kroner.

De fleste borgere stemte for det projekt, der vil undersøge, om patienter med hjertestop uden for sygehuset klarer sig bedre, hvis de får hjælp fra frivillige akuthjælpere.

Hans Mickley og forskerhold fra hjertemedicinsk afdeling på OUH vandt en million kroner til forskning i effekten af akuthjælpere ved hjertestop uden for hospitalet. 

01:22

Stephanie Lose forklarer, hvorfor hun ikke længere bakker op om projektet. 

Luk video

Det findes nemlig ingen dokumentation for, om patienter overlever, uden flere får hjerneskader, eller om de frivillige får fysiske eller psykiske mén.

Forskerholdet vil undersøge, om patienter får en forbedret prognose med hjælp af de frivillige førstehjælpere kombineret med et gps-styret tilkaldesystem.

Mandag eftermiddag var Hans Mickley og en række ledende overlæger fra SDU og OUH samt OUH-direktør Kim Brixen samlet for at overbevise politikerne om projektet, men regionsrådet vendte altså tommelfingeren nedad.