Politisk kovending i Svendborg: Bevaringsværdige bygninger skal rives ned

Torsdag besluttede et flertal i Erhvervs-, Beskæftigelses og Kulturudvalget, at to bevaringsværdige bygninger på den gamle trælastgrund i Kullinggade godt må rives ned, selvom det samme udvalg i efteråret ellers besluttede det modsatte.

Det er et ønske fra kommende bygherre Erik Skjærbæk, der har fået politikerne til at ændre deres egne principper fra den 3. november sidste år.

Dengang besluttede man i Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget (EBK) nogle principper for området i Kullinggade. Området er et blandt 32 i Svendborg, der er udpeget som særligt kulturmiljøområde, hvor kulturarven skal beskyttes.

Derfor vækker det harme hos Enhedslistens Jens Erik Laulund Skotte, at et flertal af politikerne nu bøjer sig for Erik Skjærbæk:

- Det er en pinlig proces, at man ikke står ved sine beslutninger, og at man gør knæfald for en investor. Det giver et forkert signal, siger han til TV 2/FYN.

Bygning skal ændres
Erhvervsmanden Erik Skjærbæk skal lave erhvervs- og boligbyggeri på den gamle trælastgrund i Kullinggade. Det var i den forbindelse, at man i EBK fastsatte otte principper for byggeriet.

Der står blandt andet, at det opførte byggeri ikke må overstige en højde på 11,5 meter, og at byggeriet skal have saddeltag i stil med de andre bygninger i området samt at de bevaringsværdige bygninger ikke må rives ned.

Men Erik Skjærbæk henvender sig efterfølgende til udvalget med beskeden om, at projektets økonomi ikke hænger sammen, hvis alle pricipper skal overholdes, og det har nu fået udvalget til at ændre fem af de otte vedtagne principper. Dog har politikerne holdt fast i, at byggeriet ikke må overstige 11,5 meter i højden.

Men det betyder, at man nu alligevel vil tillade, at de bevaringsværdige bygninger "Den italienske Villa" og "Målerhuset" kan rives ned.

- Det er en katastrofe, fordi man i 2013 egentlig havde besluttet at gøre det til et kulturmiljø. Det er vurderet til at være bevaringsværdigt, og det skal man som politiker have respekt for, siger Jens Erik Laulund Skotte, der har stemt imod ændringsforslagene.

I Fyns Amts Avis afviser formand for Erhvervsudvalget Henrik Nielsen (K), at politikerne går for meget på kompromis med deres egne beslutninger på grund af en investors ønsker.

- Det kan man altid diskutere. Jeg synes, at det her falder i fin tråd med det, som vi gerne vil med vores by: fastholde en charme og samtidig sørge for udvikling. Jeg kan ikke se noget forkert i, at vi sikrer en mangfoldighed og sørger for, at der er forskellige typer af bygninger, som jeg synes supplerer hinanden. Men det har vi forskellige opfattelser af, siger han til avisen.

 

Byrådet skal tage endelig stilling til EBKs indstilling den 28. februar.

Du kan se en oversigt over de principper EBK fastsatte i november her og referatet fra udvalgsmødet i torsdags her

Se indslaget fra vores nyhedsudsendelse søndag den 5. februar nedenfor. 

 

 

Oversigt

    Oversigt