I det fynske folks tjeneste

Politisk pres skal give Ærø 200 nye job

200 nye arbejdspladser. Det skal en udbygning af Søby Havn skabe. Derfor kræver Enhedslisten nu, at pengene kommer på Finansloven for 2018.

Foto: Google Street View

Foto: PR

1 af 2

Flere produktionsarbejdspladser, mere bæredygtighed i søtransporten og et fast antal beboere på Ærø.

Det er formålene med en udvidelse af Søby Havn, som Enhedslisten nu vil presse på for at få på Finansloven for 2018 med 100 millioner kroner. 

- Der er skrigende behov for at investere i vores øer og landdistrikter, siger Henning Hyllested, der er trafikordfører hos Enhedslisten, i en pressemeddelelse.  

- Vi vil investere penge i, at beboerne på Ærø selv kan være med til at udvikle øen og skabe arbejdspladser, fortsætter han. 

Læs også Ærø er på Bornholm for at hente 160 millioner til Søby

Projekt for udvidelse

Ærø Kommune og Søby Havn har i fællesskab udarbejdet projektet. Med projektet og pengene skal havnen udvides, og det skal ske med en investering på i alt 160 millioner kroner. 

Af de mange millioner kroner det koster, giver Ærø Kommune selv 41 millioner kroner, som allerede er bevilget.

Derudover giver en række private fonde i alt 20 millioner kroner. 

Dermed mangler der cirka 100 millioner kroner, som staten, ifølge Enhedslisten, skal bidrage med.

Søby Havn og virksomheder på havnen står i dag for 13 procent af beskæftigelsen på Ærø. Med investeringen, håber de at udvide de nu 80 arbejdspladser med mellem 100 og 230 flere. 

Læs også Faaborg Værft i strid om millionkontrakt med hjemmeværnet

Finansiering af projektet

Ifølge Enhedslisten, skal de 100 millioner kroner finansieres ved at fjerne et forslag på Finansloven. Et forslag på 94 millioner kroner, der handler om hastighedsforøgelser på udvalgte vejstrækninger.

Men Venstres Miljø- og Fødevareordfører Erling Bonnesen er ikke helt begejstret. 

- Søby Havn-projektet er et godt projekt, og det skal vi bare have gennemført hurtigst muligt. Fordi det er der en masse arbejdspladser i, og det er godt for Ærø, siger han og fortsætter. 

- Men pengene skal findes. Og det lyder ikke til, at de har fundet dem det rigtige sted. 

Læs også Nye fartgrænser drøner nærmest uden om Fyn