I det fynske folks tjeneste

Politisk slagsmål om økonomien i Odense

Selvom sommerferien presser sig på, er de odenseanske politikere tilsyneladende på vej i valgkamp. \"Odense er på katastrofekurs\", lyder det fra Venstre. \"De borgerlige har placeret sig på sidelinjen\", svarer socialdemokratiet.

-

Selvom sommerferien presser sig på, er de odenseanske politikere tilsyneladende på vej i valgkamp. \"Odense er på katastrofekurs\", lyder det fra Venstre. \"De borgerlige råber fra sidelinjen\", svarer socialdemokratiet.


I dag er der præcis fire måneder til efterårets kommunalvalg. Men valgkampen er allerede indledt, og nu langer Lars Chr. Lilleholt(V) kraftigt ud efter Socialdemokratiets økonomiske kurs.


Ude af styring
\"Odense er på økonomisk katastrofekurs. På nuværende tidspunkt har de ansvarlige partier med Socialdemokratiet i spidsen bevilget mellem 60 og 80 mio. kr i tillægsbevillinger. Det betyder, at kommunen enten må sætte skatten op endnu en gang eller øge gældssætningen\", siger Lars Chr. Lilleholt.


Han er forarget over at kommunens politikere siger ja til de mange tillægsbevillinger uden at komme med forslag til alternative besparelser. Lars Chr. Lilleholt har fået udarbejdet en oversigt over årets nuværende og kommende tillægsbevillinger:



  • 7,8 mio. kr til hjemmeplejen
  • 14 mio. kr til Miljø og teknik
  • 6,7 mio kr. til Ældre- og handicapområdet
  • 18,5 mio. kr til Kultur- og socialområdet
  • 22 mio. kr til Børn- og ungeområdet

Derudover kommer bevillinger som endnu ikke er blevet fremsat af forvaltningerne.


\"Økonomien er ude af styring. Socialdemokratiet bevilger penge uden at pege på alternative besparelser, blot fordi det er et valgår. Det er uansvarligt, \" siger Lars Chr. Lilleholt.


Råb fra sidelinjen
Men ikke overraskende bliver angrebene fra Venstre fejet af bordet af Socialdemokratiets budgetordfører Søren Thorsager.


\"Venstre hidser sig op, fordi de har fralagt sig ansvaret for økonomien i Odense. De valgte for første gang i 25 år at stå uden for budgetforliget, og nu skal de retfærdiggøre en forkert beslutning ved at stå og råbe fra sidelinjen. Det er ren valgkamp,\" svarer Søren Thorsager.


Han mener ikke, at omfanget af tillægsbevillinger i år er større, end de plejer at være.


\"Det svinger fra år til år. Vi vil ikke være med til at forringe fx hjemmehjælpen, og jeg har ikke hørt Venstre komme med forslag til hvor der så skulle spares. Men vi vil ikke være med til at forringe de ældre og svages vilkår\" siger Søren Thorsager.


Ny skattestigning
I følge Venstremandens beregninger vil budgetoverskridelserne i Odense betyde at Odense skal sætte skatten op med 0,4 procent til næste år, hvis det ikke lykkedes at finde alternative besparelser.


Lars Chr. Lilleholt foreslår, at Odense Kommune finder administrative besparelser. Ifølge Lilleholt bruger Odense Kommune 3-400 kr. for meget i administration pr. borger i Odense.