I det fynske folks tjeneste

Politiske modstandere går sammen om mærkesag

Partiskel er ikke afgørende, når der skal sættes fokus på iværksætteri. Det mener Kristian Guldfeldt (K) og Alexander Grandt (S), der sammen besøgte virksomheden Helphouse i Odense.

00:45

Fredag formiddag var Kristian Guldfeldt (K) og Alexander Grandt (S) på virksomhedsbesøg hos Helphouse i Odense. Video: Ole Holbech



Selvom de tilhører hver sin politiske blok, har de to fynske folketingskandidater Kristian Guldfeldt (K) og Alexander Grandt (S) nu dannet fælles front. I hvert fald når det handler om iværksætteri. 

Fredag formiddag var de to på virksomhedsbesøg hos Helphouse i Odense, som på kort tid har mangedoblet antallet af medarbejdere.

Læs også Thorborg smiler: Overskud på 100 millioner hos Dinex

- Formålet er at få nogle erfaringer fra nogen, der faktisk har drevet noget iværksætteri og gjort det med stor succes. Helphouse er vokset fra halvanden til 20 medarbejdere på rekordtid, så det er en kæmpe succeshistorie, vi skal lære af som politikere, siger Alexander Grandt (S) under besøget. 

Øget fokus på iværksætteri

Direktør for Helphouse Carl Hye Thaisen var glad for at kunne dele sine erfaringer med de to politikere. Han mener, at man sagtens kan gøre mere for at hjælpe nye iværksættere, blandt andet med undervisning, rådgivning og økonomisk starthjælp til nye virksomheder.  

- Der er altid behov for fokus på iværksætteri, helt sikkert også fra politisk side. Så vi glæder os til at se, hvad der kommer ud af et folketingsvalg, siger Carl Hye Thaisen.

Læs også Valgkampens dag fire: Det sker på Fyn i dag

Med besøget ville de to folketingskandidater signalere over for vælgerne, at gode vilkår for iværksætteri er en vigtig prioritet for dem begge, og at de med erfaringer fra Helphouse gerne vil blive klogere på vilkårene for startups.

- Det Konservative Folkeparti er om nogen erhvervslivets repræsentant på Christiansborg. Så jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi kan have det her samarbejde med Socialdemokratiet om at trække iværksætteri højere op på den politiske dagsorden, siger Kristian Guldfeldt (K). 

Fredag formiddag var Kristian Guldfeldt (K) og Alexander Grandt (S) på virksomhedsbesøg hos Helphouse i Odense. 

Politik er også samarbejde

Den brede enighed om mere iværksætteri er grund nok til at se stort på andre politiske forskelle, mener de to folketingskandidater. Uanset hvem der får magten efter folketingsvalget, håber de, at det bliver en politisk prioritet.  

- Det er vigtigt, at vi på tværs af fløjene går sammen og understøtter det her. Politik det er også at samarbejde om løsningerne og ikke bare tale om alle konflikterne, siger Alexander Grandt. 

Læs også Salgsrekord: Fuld fart på fynske designmøbler

Derudover kender han og Kristian Guldfeldt allerede hinanden særdeles godt. 

- Alexander og jeg har det rigtig godt med hinanden, både som politiske modstandere og uden for den politiske spillebane, siger Kristian Guldfeldt, som ikke vil afvise, at de to i fællesskab igen vil tage temaer op. 

- Vi har allerede en masse debatter i støbeskeen, så mon ikke der kommer nogle lignende arrangementer, hvor vi tager ud sammen og forsøger at sætte fælles dagsordener, siger Kristian Guldfeldt.