I det fynske folks tjeneste

Politiske ungdomspartier suger nye til sig: Lasse har valgt sit parti

Trump og Brexit var medvirkende til at Lasse Jarbøl meldte sig ind i et politisk ungdomsparti.

Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv og Stem'rne

De unge kaster sig i stigende grad ud i politik. Og det kan de politiske ungdomspartier registrere. På få år har de fået næsten 1.900 flere medlemmer.

En af den nye generation af politisk interesserede er 18-årige Lasse Jarbøl. For ham var det højspændte internationale begivenheder, som tændte ilden i ham. 

- Det sidste år har der været så mange ting som Trump og Brexit, der virkelig fik mig til at tænke over, hvad min holdning er. Det fik mig til at melde mig ind i et ungdomsparti, hvor jeg kan få lov til at diskutere ting som betyder noget for mig, siger Lasse Jarbøl.

Lasse Jarbøl valgte Radikal Ungdom, og har nu været medlem i knap et år. Medlemsskabet har givet ham indsigt i Radikales holdninger om blandt andet miljø og integrationspolitik, som er to af de emner den 18-årige gymnasieelev interessererer sig mest for. Og han er derfor ikke i tvivl om, at han har valgt rigtigt:

- Partiet er spot on på mine holdninger og på, hvordan vi kommer videre, siger Lasse Jarbøl, som udover at få spidset sit politiske ståsted til, også finder fællesskab og lysten til at få andre til at blive interesseret i politik og stemme til novembers kommunal- og regionsrådsvalg.

Sådan sætter du din stemme

Hvis du ikke ved, hvem du skal stemme på til kommunal- og regionsrådsvalget 21. november, så har Lasse Jarlbøl følgende korte råd:

- Vælg to-tre ting der betyder meget for dig selv og brug fem minutter på internettet for at tjekke, hvilket parti det stemmer overens med. Eller brug lidt mere tid til at gå lidt dybere og find den kandidat, som du er tættest på.

Nye partier trækker i den nye generation

Ifølge pop-op-mediet Stem'rne bekræfter samtlige danske ungdomspartier, at der er fremgang i medlemstallet.

Fremgangen svinger fra 4 til 141 procent. Stor succes hos de nye generationer har de to nye ungdomspartier Alternativets Unge og Nye Borgerlige Ungdom.

Læs også Flere unge skal stemme: Gymnasieelever overrasket med hip hop

De tegner sig tilsammen for mere end en fjerdedel af de 1.893 nye medlemmer af samtlige ungdomspartier siden seneste kommunalvalg.

Således har Alternativets Unge og Nye Borgerlige Ungdom fået henholdsvis 304 og 251 medlemmer.

Radikal Ungdom oplevede de ved seneste intromøde en markant større tilslutning end tidligere, og hos Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) håber man, det kommende kommunalvalg kan være med til at give medlemstallet endnu et ryk opad. 
 
- Vi oplevede et lille boom i medlemstallet sidst, der var kommunalvalg, og det håber vi også sker denne gang, siger Chris Bjerknæs, landsformand for DFU til Stem'rne.

Fakta om Stem'rne

Stem'rne er et pop-op-medie med 13 journalister, grafikere og fotografer fra seks fynske medier.
Redaktionens mål er at få 80 procent af de unge på Fyn til at stemme til kommunalvalget den 21. November 2017.

Det sker med utraditionel journalistik på de sociale medier, i klasselokalerne, på caféer og i klubber – og i nattelivet.

Redaktionens gennemsnitsalder er 26,6 år.

Projektet er et samarbejde mellem: Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV 2/Fyn, DR Fyn, TV 2 Danmark, Danmarks Radio, Syddansk Universitet og de fynske gymnasier.

Læs også Når kommunalvalg skal være sjovt og seriøst på samme tid

02:08 Luk video