Poolens prøveperiode: Succes eller ej?

Friluftsbadet er for første gang åbent under Tinderbox-festivalen. Men har det været en succes?

På åbningsdagen for 2017-udgaven af Tinderbox bragede solen ned på gæsterne fra en næsten skyfrihimmel. 

Og det fik flere vandglade festivalgængere til at bytte festivaluniformen ud med bikini, badedragt og badebukser og benytte  sig af Tinderbox' nye tiltag, som man kan se i videoen øverst i artiklen. 

Festivalens gæster har nemlig mulighed for at bruge Friluftsbadets ene pool, som ligger i forbindelse med Magicboxscenen. Ud over det er der placeret flere trækar fyldt med varmt vand, som festivaldeltagerne kan slappe af i.  

Men har de seks livreddere haft nok at lave, eller har der været for få mennesker i vandet til, at man kan kalde det en succes? 

Vi har spurgt pressetalsmand for Tinderbox, Morten Hopballe:

- Vi synes, det var en god og sjov ide at åbne poolen og give publikum muligheden for at få en dukkert. For os handler det kun om, at dem, der har lyst, får muligheden - og har haft en god oplevelse. Om de hopper i poolen, er op til dem selv - og handler selvfølgelig også om vejret, siger Morten Hopballe. 

Både fredag og lørdag har vejret været mindre godt. Og det har i perioder tørlagt bassinet for svømmende gæster, så kun baderingene flød rundt. 

 
 
Foto: Frank Weirsøe
 
 
Foto: Frank Weirsøe

Først når Tinderbox er slut, vil arrangørerne vurdere, om Friluftsbadet også næste år åbner poolen til glæde fra vandglade festivalgæster. 

- For os handler det ikke om, hvorvidt det er en succes eller ej, men om folk har haft muligheden. Og så evaluerer vi det efter festivalen, fortæller Morten Hopballe. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

 

Oversigt

    Oversigt