Populær radiostation fejrer jubilæum

En lille radiostation i Faaborg kunne onsdag fejre 10 års jubilæum. Radiostationen har på et årti udviklet sig fra at være et ungdomsskoleprojekt til at være den dominerende lokalradio i Faaborg.

- Det startede som et vildt ønske på ungdomsskolen i Faaborg. Vi var nogle stykker der brændte for at lave radio, og da vi blev taget alvorligt, var der pludselig ingen vej tilbage, fortæller Henrik Poulsen, der har været med i alle 10 år.

Radio S-FM sender i dag popmusik og nyheder garneret med reklamer til hele Faabog og omegn. Radiostationen er på 10 år blevet uhyre populær i lokalområdet og blandt virksomhederne i Faaborg. Det blev demonstreret, da Faaborg Bil-center onsdag overrakte en check på 10.000 kroner i gave.

- Det er helt vildt og overvældende. Nu får vi chancen for at skifte vores gamle veltjente udstyr ud, siger Henrik Poulsen.

Lille virksomhed

I 1996 sendte amatørerne på radio S-FM kun få timer i weekenden, men i dag sender stationen på alle hverdage fra 6 til 24, og samtidig giver det levebrød til tre radionørder.
 
- Ja nu er det blevet et levebrød, og det er en virksomhed vi lever af, og nogle gange kan man godt lidt glemme den der pionerånd vi havde i starten, fortæller Morten Nielsen, der også har været med i alle årene.

Jubilæet blev fejret med reception på Restaurant Maritime onsdag eftermiddag.

Oversigt

    Oversigt