250.000 kroner: Portræt af tidligere borgmester Anker Boye præsenteret

Et portræt af tidligere borgmester Anker Boye blev onsdag afsløret på Odense Rådhus. Prisen på maleriet er på 250.000 kroner.

Et helt nyt portræt af Odense Kommunes tidligere borgmester Anker Boye blev onsdag præsenteret på Odense Rådhus. Portrættet er malet af Thomas Kluge, der tidligere har malet dronning Margrethe, kronprins Frederik og skibsredder Mærsk Mc-Kinney Møller.

Portrættet der er hængt op i forværelset til byrådssalen i Odense har kostet kommunen 250.000 kroner. Det er væsentligt mere end det beløb som andre fynske kommuner bruger på at forevige deres borgmestre. 

De fleste andre fynske kommuner vælger at få taget fotografier fremfor malerier. Kun Svendborg Kommune har valgt at få malet den tidligere borgmester Curt Sørensen.

Tradition for dyre malerier

Portrættet af Anker Boye kommer til at hænge side om side med syv andre portrætmalerier af Odenses tidligere borgmestre. Også Anker Boyes forgænger, Jan Boye, hænger på Odense Rådhus. Maleriet af Jan Boye blev malet efter hans pludselige død i oktober 2011. Det er udført af kunstneren Ulrik Møller og kostede 350.000 kroner.

Det var Odense Byråd, der i 1949 besluttede, at der skulle males et portræt af byens borgmester I. Vilhelm Werner. Byrådet besluttede også, at der skulle males portrætter af de tidligere borgmestre tilbage til 1919, og siden er der blevet malet portrætter af byens skiftende borgmestre. 

 

 

Delte meninger om pris på maleri

I gågaden i Odense er der delte meninger om rimeligheden i, at Odense Kommune bruger 250.000 kroner på et maleri af den tidligere borgmester.

- Jeg synes, at det er fint. Ikke fordi jeg holder af ham, men fordi jeg synes, at når man skal lave et portræt af en borgmester, så må det gerne koste noget. Det gør ikke noget, og så går der også nogle penge til kunstneren, siger, Sergio Ivanov, fra Odense.

Anderledes kritisk er Rie Hedegaard. Hun mener, at det er et stort beløb at bruge på et maleri, når der samtidig er brug for pengene andre steder.

- De penge kunne bruges bedre. Jeg er sundhedsplejerske, og jeg tænker, at det kunne være rigtig fint at bruge pengene på børnene. Når man tænker på, hvor mange pædagoger, der er ansat til børnene i den her kommune, så synes jeg hellere, at pengene skulle bruges på det, siger Rie Hedegaard fra Odense.

Thomas Kluge har tidligere malet dronning Margrethe.
Thomas Kluge har tidligere malet dronning Margrethe.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix og Rasmus Just/Kolding Ugeavis/arkiv

Michael Kvium fik to gange 200.000 kroner

Andre kommuner har også fået malet deres tidligere borgmestre. I Horsens har kommunen betalt 200.000 kroner pr. styk for to portrætter af to tidligere borgmestre, som blev malet af bysbarnet Michael Kvium. I Helsingør Kommune har kommunen betalt 178.949 kroner for et maleri af en tidligere borgmester.

Københavns Kommune betalte 175.000 kroner for, at få malet den tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard.

I 2013 malede Thomas Kluge et stort familieportræt af den kongelige familie.
I 2013 malede Thomas Kluge et stort familieportræt af den kongelige familie.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix/arkiv

Stadsdirektør: En god tradition

Det er stadsdirektør i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg, der i efter dialog med Thomas Kluge og tidligere borgmester Anker Boye har valgt kunstneren.

I en pressemeddelse som Odense Kommune sendte ud i forbindelse med, at planerne for maleriet blev offentliggjort, fortalte Stefan Birkebjerg Andersen, at det var en god traditition, at tidligere borgmestre bliver malet.

- Det er en god og mangeårig tradition, at afgåede borgmestre portrætteres og hænges op på rådhuset. Her kan besøgende se den kunstneriske fremstilling af borgmestrene, og på den måde bidrager portrætterne til byens politisk historiske erindring og bevidsthed, sagde stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen dengang i en pressemeddelse.

Så meget har de fynske kommuner brugt på portrætter af politikere

 

Oversigt

    Oversigt