Posthus røvet i Kerteminde

To røvere udstyret med koben truede torsdag personalet på Kerteminde Posthus og kunne efterfølgende stikke af med kontanter.

Røveriet foregik klokken 14.27 på posthuset på Hans Schacksvej i Kerteminde. Efter røveriet flygtede gerningsmændene fra stedet i en VW Passat med løse prøveskilte.

Vidne fulgte efter

Et vidne fulgte efter gerningsbilen, men tabte den af syne i Rynkeby. 

En patrulje fra Fyns Politi satte så efter bilen i Birkende, og efter en kort jagt mistede gerningsmændene herredømmet over bilen og påkørte en parkeret bil. 

Derefter stak de af til fods. Begge gerningsmænd blev kort efter anholdt.
Det er endnu ikke gjort op, hvor meget de havde fået med fra røveriet.

Begge røvere er særdeles godt kendt af politiet, oplyser vagthavende.
De skal afhøres torsdag aften, og fremstilles formentlig i grundlovsforhør fredag.

Oversigt

    Oversigt