I det fynske folks tjeneste

Postnummer afgørende for jobindsats

Der er himmelvid forskel på, hvor gode kommunernes jobcentre er til at få langtidsledige i arbejde. På Fyn får få langtidsledige i Odense job, mens de får god hjælp på Nordfyn.

På landsplan er antallet af langtidsledige faldet med 10 procent det seneste år. Men det har de langtidsledige i Odense ikke mærket meget til. Her er antallet af langtidsledige steget med 4,6 procent, og det gør den fynske hovedstad til landets sjette dårligste kommune til at skaffe langtidsledige i job.

- Fyn og i særdeleshed Odense har mistet rigtigt mange industriarbejdspladser, uden at de er blevet erstattet af andre arbejdspladser. Derfor er vores arbejdsløshed ikke faldet, som vi kunne ønske det, siger arbejdsmarkedschef Michael Hein Petersen i Odense Kommune til ugebrevet Mandag morgen.

Omvendt ser det ud for de langtidsledige på Nordfyn, hvor kommunen har formået at bringet tallet ned med næsten 25 procent. Det gør kommunen til landets tiende bedste til at skaffe langtidsledige job.

Fagforening raser

De store forskelle inden for små afstand får fagforeningen 3F til at efterlyse en ensartet indsats fra landets jobcentre.

- Det kan ikke passe, at ens postnummer skal være afgørende for den indsats, man som ledig kan forvente at få i sit jobcenter. Det er helt uacceptabelt og viser endnu en gang, at kommunerne driver jobcentrene efter forgodtbefindende, siger Per Christensen, der er forbundssekretær i 3F til Ugebrevet.

Men Odense Kommune afviser, at det er indsatsen fra Jobcenteret, der er årsag til de magre resultater i Odense.

- Vi følger udviklingen supertæt og gør alt, hvad der står i vores magt for at finde job til de langtidsledige. Men for at alle langtidsledige kan få job, skal der simpelthen flere arbejdspladser til, og det er jobcentret ikke herre over, siger Michael Hein Petersen.

Ved du noget? Så send os et tip