I det fynske folks tjeneste

Poul Hansen: Stefan Wessels er færdig i OB

Stefan Wessels ligner en færdig målmand i OB.

OB's tyske målmand, Stefan Wessels, forlader klubben senest til sommer, spår sportsdirektør Poul Hansen.

Stefan Wessels turbulente tid som målmand i OB får snart en ende, siger superligaklubbens sportsdirektør, Poul Hansen, til Tipsbladet.

- Det er ikke realistisk, at han fortsætter i klubben. Hans kontrakt udløber til sommer, og derefter skal han nok videre. Men altså han gider jo heller ikke være her, når han ikke står fast.

- Han har ikke stået i de seneste 10 kampe eller sådan noget, og med den alder, han har, har han jo ingen interesse i at sidde på bænken, siger Poul Hansen, til tipsbladet.dk.

OB har ikke lagt skjult på, at der jagtes en ny målmand. Den tyske målmand har siddet på bænken for fynboerne de seneste kampe i Superligaen. Samtidig har førstemålmand Mads Toppel har netop forlænget sin kontrakt.

Poul Hansen vil ikke udelukke, at tyskeren kan vende tilbage i målet, men han regner det for urealistisk.

- Hvis han pludselig skulle ramme formen i foråret og bide sig fast, kan det da godt være, han bliver, men jeg vil ikke sige, det er realistisk.

- Han er jo heller ikke en spiller, vi kan udvikle, og så er der ingen grund til at have ham - især ikke når han er udlænding, siger Poul Hansen.

Stefan Wessels kom til OB fra FC Basel i 2010.

Ved du noget? Så send os et tip