Præsidentopgør i den fynske hovedstad

Kampen om borgmesterposten ligner en direkte duel mellem Peter Rahbæk Juel (S) og Jane Jegind (V).

Fronterne er trukket op til en præsidentvalg i Odense. 
På den ene side socialdemokraten Peter Rahbæk Juel. På den anden Venstres Jane Jegind.

Arvtageren

Peter Rahbæk Juel har kun siddet i borgmesterstolen siden 1. januar, hvor han afløste bykongen Anker Boye. Dermed er han manden, der skal sikre, at Odense forbliver en socialdemokratisk højborg - siden 1937 er det kun den nu afdøde Jan Boye (konservativ borgmester fra 2005-2009), der har brudt den røde dominans. 

quote Der er ingen tvivl om, at Peter Rahbek Juel kæmper for det, han tror på og mener er det rigtige. Han har som borgmester vist en markant rødere profil end sin forgænger. 

Jane Jegind om Peter Rahbæk Juel

Peter Rahbæk Juel har, siden han overtog borgmesterkæden, arbejdet hårdt for at profilere sig og sikre, at alle odenseanere ved, hvem han er, når de går til stemmeurnerne den 21. november. Og to sager lyser op: Skattestigning og bandekamp. 

Anker Boye lancerede ideen om at hæve skatten i Odense, men det er Peter Rahbæk Juel, der siden har stået i spidsen for at få gennemført skattestigningen med hjælp fra resten af rød blok (Rad. V., EL, SF). Til lejligheden var han første mand til at omdøbe skattestigningen til velfærdsprocenten - et udtryk som hele den røde blok siden har turneret med. 

Selvom debatten blandt de odenseanske politikere ofte cirkulerer om skattestigningen, så var det sagen om banderne i Odense, der for alvor slog Rahbæk Juels navn fast - både lokalt og nationalt. Efter et interview med TV 2 foran bandegrupperingen Black Armys klubhus i marts, nægtede borgmesteren at give hånd til gruppens medlemmer, som omringede ham.

Peter Rahbæk Juel valgte efterfølgende at politianmelde episoden, og i en kort periode var borgmesteren været under politibeskyttelse. Siden har han flere gange offentligt vist sin støtte til både tatovører og hjemløse, som vidnede mod Black Army. 

Peter Rahbæk Juel fik et hak i tuden i juni måned, da flere eksperter slog fast, at hans skattebetalte profil på det sociale medie Twitter blev brugt til partipolitisk propaganda. Han valgte med det samme at lukke profilen. 

Udfordreren

Med et regulært kanonvalg i 2013 fik Jane Jegind positioneret Venstre som det klart største borgerlige parti i Odense. Personligt var hun cirka 400 stemmer fra at slå Anker Boye i antallet af personlige stemmer. Det gode valg er flere steder blevet tilskrevet Venstres kamp mod Thomas B. Thrigesgade-projektet - et projekt, som Venstre først var for, men som de senere ændrede holdning til. 

quote Jane har med næsten 20 år i byrådet stort kendskab til kommunens drift. Hun er oftest optaget af detaljerne. Og jeg oplever, at vi har haft et godt samarbejde, når det gælder udviklingen af netop den kommunale drift.

Peter Rabæk Juel om Jane Jegind

Da rød blok i 2016 blev enige om at hæve skatten, stod det hurtigt fast, at det blev uden Venstre-stemmer. Jegind og Venstre siden forsøgt at finde alternative løsninger til at sikre flere penge til velfærden, og formuleringen "rød blok tager penge op af borgernes lommer" er blevet brugt et utal af gange. 

Thomas B. Thrigesgade-projektet er for længst skudt i gang, men til dette valg er det Letbanens etape II, som Jane Jegind har valgt at slå sig op på. Venstre var oprindeligt for en udbygning af Letbanen, men sidste år, valgte de at skifte kurs. Kommunen sætter hvert år penge tilside til etape II, og det beløb har været med til at finansiere Venstres alternative bud på penge til velfærdsområderne. 

Jane Jegind har som by- og kulturrådmand i de seneste fire år, været politisk ansvarlig for en skandaleombrust forvaltning. Lovbrud på lovbrud og tilsidesættelse lokalplaner har præget historierne, som er kommet ud af By- og Kulturforvaltningen, og senest er medarbejder politianmeldt for embedsmisbrug i op til 85 sager.  

Peter Rahbæk Juel

 

Jane Marie Jegind

 

Oversigt

    Oversigt