I det fynske folks tjeneste

Præst brød sin tavshedspligt

Præst Egon Lausen skal til tjenstlig samtale hos biskoppen for Fyn.

Egon Lausen står ved, at han har talt med B.T., Ekstra Bladet og Billedbladet om Kamilla Bech Holten.

Kerte Sogns præst Egon Lausen skal til tjenstlig samtale hos biskoppen for Fyn, efter at han har udtalt sig til flere danske medier om den afdøde tv-vært Kamilla Bech Holtens sidste dage.

- Tavshedspligten kommer i første række, siger Fyns Stifts biskop Kresten Drejergaard til Fyens Stiftstidende.

Egon Lausen står ved, at han har talt med B.T., Ekstra Bladet og Billedbladet om Kamilla Bech Holten.

- Det er rigtigt, at jeg talte med de tre blade, og jeg medgiver også, at jeg er gået lige til stregen i denne sag, siger Egon Lausen til avisen.

- Der opstod en hetz mod Kasper Bech Holten, og jeg mente, det var kirkens job at mane til forsoning og tilgivelse, så jeg stod frem, siger han.

Egon Lausens skal derfor nu til tjenstlig samtale med Fyns Stifts biskop Kresten Drejergaard.

Kresten Drejergaard vil over for avisen ikke sige, om samtalen ender med en reel reprimande eller større sanktioner.