Præster appellerer til strejkestop

Alenlange ventelister og generel bekymring for patienterne får nu også hospitalspræster til at opfordre parterne i sygehuskonflikten til at finde en løsning.

Det er dybt opslidende at være i et strejkende systems vold, når man er alvorligt syg. Patienternes frustrationer over at være "blot et nummer i rækken" oplever mange af landets hospitalspræster på nærmeste hold i deres dagligdag.

- Det her er jo ikke som en strejke i DSB, hvor man kommer et par timer for sent på arbejde. Det er liv, helbred og førlighed, der er på spil. Nogle føler, at de bliver taget som gidsler, siger præst ved Odense Universitetshospital, Solveig Refsgaard.

Flere hospitalspræster, Ritzau har talt med, er efterhånden alvorligt bekymret for patienterne.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at patienter på ventelister lider under den her konflikt. Og jeg kan næsten ikke overskue det etisk og samvittighedsmæssigt, siger Christian Højlund ved Silkeborg Hospital. Han bakkes op af formand for sygehuspræsterne, Svend Erik Søgaard.

- Nu må det godt holde op. Sundhedskartellet er ved at være trætte, og det må gerne blive hverdag igen. Derudover er der pres på. Mange venter på at komme ind, og konflikten kan ikke blive ved sådan her, siger han.

Oversigt

    Oversigt