Premiere for ny fynsk musikfestival

Fyn fik onsdag aften en ny musikfestival. I en udsolgt koncertsal på Broholm Slot indledte Michala Petri og Lars Hannibal en serie af klassiske koncerter på fynske slotte og herregårde.

Bag den nye Sydfynske Musikfestival står blandt andre Kulturregion Fyn.

- Kulturregion Fyn har en stor interesse i at få udbredt så meget kultur som muligt. Fyn er rig på herregårde og slotte og med koncerter sætter vi fokus på denne unikke kulturarv, siger Bruno Hansen, der er formand for Kulturregion Fyn.

37742

Omkring 110 gæster havde onsdag fundet vej til Broholm Slot, og udover koncerten med Michala Petri og Lars Hannibal, fik publikum også en rundvisning på det gamle slot.

- Jeg tror vi har fundet en lille niche. Tilbuddet her på herregårde og slotte retter sig også mod turister, og interessen tyder på at vi har ramt rigtigt, siger formanden for Sydfynsk Musikfestival, Finn Schumacher.

Nogle af gæsterne kom da også langvejs fra for at være med til festivalen.

- Jeg bor i Californien, men er i sommerhus på Sydfyn. Og jeg hører ofte Michala Petri så jeg synes at det er fantastisk at være til koncert her på slottet med min familie og mine venner. Det er en dejlig fynsk sommeraften, lød det fra Ester Rasmussen.

Syddansk Musikfestival får støtte fra blandt andre Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, H.H Prins Nikolais og H.H. Prins Felix' Fond.

Se Syddansk Musikfestivals hjemmeside med program her

Oversigt

    Oversigt