I det fynske folks tjeneste

Prince ryger i Højesteret

Allan Lykke Jensen fra Søndersø vil nu have sin sag mod Skandinavisk Tobakskompagni for Højesteret.

Sidste år afsagde Østre landsret dom i den såkaldte rygersag. Skandinavisk Tobakskompagni vandt over fynboen Allan Lykke Jensen, men han giver ikke op og anker nu til Højesteret.

Det lykkedes ikke Allan Lykke jensen at få rettens ord for, at Skandinavisk Tobakskompagni har manipuleret med Prince cigaretterne, så man bliver mere nikotinafhængig.

Det afgjorde Østre Landsret den 8. december sidste år, efter mere end otte års sagsbehandling.

Men det slår tilsyneladende ikke Allan Lykke Jensen ud, der stadig tror på sin sag og derfor anker sagen til Højesteret.

- Jeg havde naturligvis gerne set, at Skandinavisk Tobakskompagni allerede i landsretten var blevet dømt. Selvom jeg gennem det hidtidige forløb har opnået en væsentlig del af det, jeg som forbruger gerne ville opnå med søgsmålet, nemlig at sætte fokus på den fuldstændig manglende kontrol med tilsætningsstoffer og den risiko, der er for at disse stoffer øger forbrugernes afhængighed af nikotin, finder jeg Østre Landsrets dom forkert og ønsker derfor dommen prøvet ved Højesteret, udtaler han.

Ved du noget? Så send os et tip