Prinsessen i Vollsmose

TV2/FYN sender direkte fra det kongelige besøg i Vollsmose kl. 12.10, hvor Kronprinsesse Mary efter eget ønske skal opleve hverdagslivet i kvarteret.

Med borgmester Boye under armen

Det bliver borgmester Jan Boye, der byder Kronprinsesse Mary velkommen kl. 10:00 tirsdag formiddag, og herefter vil han og en kvindelig værtinde fra området ledsage Kronprinsessen på besøget resten af dagen. 

Turen begynder på en af områdets lokale skoler, H.C. Andersen skolen, hvor eleverne hver morgen indleder skoledagen med morgensang. H.C. Andersen skolen er også en af de skoler, der efter sommerferien indfører heldagsskole for eleverne i 0.- 3. klasse. 

Børn, mødre og frisører

Efter morgensang fortsætter besøget i aktivitetshuset Freja, der er et samlingspunkt for en stor del af de småbørnsrelaterede aktiviteter, der findes i Vollsmose. Her bor sundhedsplejersker og jordemødre side om side med mor/barn projektet Yggdrasil. 

I kvindeprojektet Idun, der er næste stop på programmet, vil kronprinsesse Mary møde en lille gruppe unge frisører under uddannelse og besøget her kan give anledning til en kvindesnak. 

Til bords med prinsessen

En lokal familie åbner dørene og byder prinsessen på frokost, og derefter fortsætter besøget hos et lokalt kunstnerpar, der med erhvervs/kulturprojektet Silk-Road insisterer på at finde vejen til selvforsørgelse.

Programmet slutter med en reception i Vollsmose Kirke. Kirken er kendt for sit arbejde med at rumme den mangfoldige befolkningssammensætning, man finder i Vollsmose.

Mens receptionen i kirken er for indbudte gæster, vil der være et festligt arrangement udenfor kirken for Vollsmoses borgere.

Oversigt

    Oversigt