Pris til fynsk rumfartsvirksomhed

Danish Aerospace Company i Odense modtager DI Fyns Intitiativpris 2015. Virksomheden stod bag flere løsninger under Andrea Mogensens rumrejse i september.

De, der fulgte astronauten Andreas Mogensen på hans rumrejse, har også fået udstyr fra Danish Aerospace Company at se.

Og DI har besluttet at belønne disse kræfter bag rumrejsen. DI Fyns Intitiativpris 2015 tilfalder derfor Danish Aerospace Company.

- Det er rigtig godt for Fyn at have virksomheder som Danish Aerospace Company. Deres historie, som rækker tilbage til 1988, vidner om, at højt specialiserede og højteknologiske virksomheder kan få succes, også selv om man er i et marked, som er så unikt og specialiseret, som man må sige rumfart er, siger Christian Møller, formand for DI Fyn.

Den internationale virksomhed har hovedsæde i Odense og har 27 års erfaring med at arbejde med rumfartsteknologi.

Adm. direktør Thomas A. E. Andersen er meget stolt over virksomhedens udvikling og samarbejde med NASA og det europæiske rumagentur, ESA.

- Det har bogstaveligt taget været en fantastisk rejse - der kun lige er startet, selv om vi har været i gang i over 25 år. Jeg er glad for anerkendelsen fra DI Fyn og håber, at vores virksomhed kan være med til at inspirere både unge og gamle til at interessere sig for rumfart og hele den spændende verden, man bliver en del af, siger adm. direktør Thomas A. E. Andersen fra Danish Aerospace Company.

Fakta om DI Fyns Intitiativpris 2015

- Prisen gives til en virksomhed, som har udvist særligt initiativ og virkelyst. Og virksomheden skal inden for en kortere årrække have skabt grundlag for vækst.

- Desuden gives prisen kun til mindre eller middelstore virksomheder, det vil sige, prismodtageren må ikke have over 100 ansatte.

Oversigt

    Oversigt