Pris til moderat engagerede forældre

Fars og mors vilde tilråb langs sidelinjen til fodboldkampe skal stoppes. Derfor vil Kerteminde Boldklub ved weekendens fodboldstævne i uddele en særlig pokal til de mest moderate forældre langs sidelinjen.

Tilråb og ukvemsytringer, opfordringer til uregelmenteret spil og hån af både modspillere og dommere.

Sådan er virkeligheden ofte, når danske drenge går til den på grønsværen. Men nu skal der gøres en indsats for at få forældre til at opføre sig pænt, når de små leger på boldbanen.

- Når en forælder råber "fæld ham" om en modstander, er den helt gal. Vi er nødt til at appellere til forældrenes omtanke, når de ikke bare hepper på deres eget hold, men også opfordrer børnene til en ureglementeret adfærd på banen, siger Steen Sørensen, der er formand for Kerteminde Boldklub.

Opbakning fra DBU

Derfor vil Kerteminde Boldklub med støtte fra Dansk Boldspil Union uddele en pokal til moderat enagerede forældre ved weekendens fodboldstævne i Kerteminde.

- Vi synes det er rigtig godt fairplay initiativ som Kerteminde Boldklub har taget med "Moderate Forældre". I DBU har vi de seneste år sat ekstra fokus på netop forældrenes opførsel på sidelinjen til vores børne- og ungdomskampe. Derfor kan vi kun bakke op om klubbens initiativ og håbe på at andre klubber føler sig ligeså inspireret til at sætte fokus på det gode fodboldmiljø for børn, siger Enrique Córdova-Jensen fra DBU Fairplay.

Ved stævnet  forventes op mod 2000 forældre langs sidelinjerne - mere end 130 fodboldhold deltager fra hele Danmark. Vinderen af pokalen findes ved at et såkaldt hemmeligt råd diskret vurderer opførslen langs sidelinjerne ved de mange kampe.

TV 2 Sportens studievært, Ulla Essendrop Støvring, vil søndag den 28. juni kl. 12.00 ved KBs klubhus overrække pokalen "Moderate Forældre 2009" til det forældrepar - eller den forældre - som har udvist den mest sympatiske adfærd langs sidelinjerne i Kerteminde.

Læs mere om stævnet hos Kerteminde Boldklub

Oversigt

    Oversigt