Prischok på el til vestdanskerne

1,3 milliarder kroner. Så stor er ekstraregningen til elkunderne i Jylland og på Fyn, efter at Energinet.dk har bygget den elektriske Storebæltsforbindelse, viser ny analyse.

1,4 millioner husholdninger i Jylland og på Fyn har sammenlagt fået en ekstra elregning på knap en halv milliard kroner, efter Storebæltskablet er sat i drift, skriver Ingeniøren fredag.

Det viser en helt ny analyse fra Aalborg Universitet, der har sammenlignet elpriserne før og efter den elektriske storebæltsforbindelse.

- Mange frygtede allerede før, kablet blev bygget, at det her ville ske,
fordi den østdanske elproduktion er fossil og dermed dyrere end i vest.
Nu har vi fået syn for sagen, siger adjunkt og ph.d. i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Morten Boje Blarke, der står bag analysen.

Ekstraregning på 1,3 milliarder

Ekstraregningen er helt nøjagtigt på i alt 476 mio. kroner - eller 340 kroner i gennemsnit pr. husstand. Tæller man erhvervslivet med, lyder den samlede ekstraregning på 1,3 mia.

Kablet har været i drift siden den 26. august i år, og så sent som i oktober oplyste Energinet.dk, at kablet stort set ikke ville ramme jyder og fynboer, fordi Vestdanmark er forbundet med Tyskland og Norge.

Men Morten Boje Blarke kommer frem til, at forbindelsen har ført til en fordobling af elprisstigningen for de vestdanske husstande.

 - Elprisen ville under alle omstændigheder være steget på grund af andre omstændigheder, men ikke så markant, siger Morten Boje Blarke.

Fra 2009 og frem til etableringen af Storebæltsforbindelsen i august 2010 steg den rene produktionsmiddelpris fra 27 øre/kWh til 32,2 øre/kWh. Det svarer til 19 procent.

Men ser man nærmere på den periode, hvor kablet har været i drift, steg prisen i denne periode fra 26,0 øre/kWh til 36,9 øre/kWh, hvilket svarer til en stigning på 42 procent eller mere end en fordobling i prisudviklingen.

Oversigt

    Oversigt