I det fynske folks tjeneste

Priserne halveres på ny færgerute

Fra fredag bliver priserne på færgeruten Bagenkop-Kiel halveret. Et skuffende billetsalg på hverdage tvinger færgeruten til at ændre prisstruktur. Færgeselskabet afviser, at den nye færgerute har økonomiske problemer.

-

Fra fredag bliver priserne på færgeruten Bagenkop-Kiel halveret. Et skuffende billetsalg på hverdage tvinger færgeruten til at ændre prisstruktur. Færgeselskabet afviser, at den nye færgerute har økonomiske problemer.

For at få flere til at benytte færgen bliver prisen på en personbil fremover 195 kr på hverdage mod hidtil 375 kr. For køretøjer mellem 6-8 meter falder prisen fra 525 kr til 295 kr.

\"De nye priser er fastsat på et niveau, hvor der ikke er tvivl om, at det er billigere for fynboer at tage færgen end at køre over landegrænsen. Dertil kommer, at det er en god oplevelse at sejle og dermed en god og familievenlig start og afslutning på en ferietur i bil. De nye priser ligger langt under priserne på de øvrige Østersøruter\", siger Bestyrelsesformanden Troels Krøyer.

Prisnedsættelsen er et forsøg på at sælge flere endagsbilletter på hverdage. Færgeruten, der åbnede i april i år, har indfriet forventningerne i weekenderne, men det har knebet med at sælge billetter på hverdage.

Samtidig udvider Bagenkop-Kiel færgen varesortimentet i supermarkedet, og øger markedsføringen for ruten på Sydfyn. Blandt andet vil Fyns Amts Avis udkomme med et særligt temanummer om den nye færgerute.

Selskabets ledelse afviser at det skuffende salg på hverdage bringer færgeselskabets økonomi i fare. Den samlede økonomi ligger fortsat inden for de forventede rammer, forsikrer bestyrelsesformand Troels Krøyer i en pressemeddelelse.

Ved du noget? Så send os et tip