Prismodtager: - Positive og loyale medarbejdere er nøglen

Midtfynsk møbelvirksomhed modtager tirsdag Dansk Industris regionale initiativpris. Four Design sælger nemlig ikke bare stole, men hele indretningskoncepter. Strategien er relativ ny og kan efter få år aflæses i regnskaberne.

Tirsdag når DI's regionale initiativpris til Gislev på Midtfyn.

Og klar til at tage imod står Anders Juhl Thomsen, der er administrerende direktør i møbelvirksomheden Four Design A/S. 

quote Vores positive udvikling skyldes, at vi turde satse på at gå væk fra blot at sælge møbler til at sælge hele indretningskoncepter. Det gav os muligheden for at øge vores eksport.

Anders Juhl Thomsen, administrerende direktør, Four Design

Virksomheden er vokset fra at være en lokal fynsk karetmager til i dag at være en international møbelsucces.

De seneste år er Four Design ekspanderet kraftigt, og deres møbelkoncepter pryder nu alt fra Syddansk Universitet til Mons International Congress Center i Belgien, Oregon State University i USA og Lenovo/IBM i Shanghai.

Og det er en af forklaringerne på, at netop Four Design skal have prisen i år.

Det fortæller DI's fynske formand, Poul Strandmark. Han peger på tre områder, som i forening gør virksomheden fortjent til prisen. 

- Four Design er dygtig til at afkode forandringerne i markedet og tilpasse sine møbler derefter. På den måde giver Four Design bud på fremtidens møbler og indretningskoncepter. For det andet rummer Four Design en særlig faglig dybde med dygtige fagfolk, som forstår at omsætte de kreative tanker til funktionelle møbler med det minimalistiske og stilrene design, som er blevet et varemærke for Four Design. Og endelig har Four Design modet og viljen til et internationalt udsyn og er super gode til markedsføring og salg, siger Poul Strandmark.

Administrerende direktør i Four Design, Anders Juhl Thomsen, tager med glæde imod prisen.

- Vi er stolte over at modtage Initiativprisen som en erkendelse af den positive udvikling vi har oplevet, siger Anders Juhl Thomsen.

Ros til loyale medarbejdere

Ifølge direktøren er Four Designs møbler ikke bare møbler, som vi kender dem. De er koncepter.

- Man kan sige, vi sælger ikke stole men koncepter, hvor vi også ser på, hvilke møbler den givne virksomhed skal have for at udnytte pladsen optimalt til gavn for trivslen og arbejdsmiljøet.

Four Design udvikler derfor sine møbler i tæt samarbejde med arkitekter, som vurderer, hvad den pågældende kunde har brug for.

- Det er dygtige, positive og loyale medarbejdere, der er nøglen i den innovation, som vi lever af. Det er den synergi mellem kunder og dygtige folk, der har bragt os hertil, siger Anders Juhl Thomsen.

DI's Initiativpris

Karetmager-rødder

Four Design har rødder tilbage til en karetmager i 1930, og fandt sin nuværende form i 1990. 

Det er dog i de seneste tre tilgængelige regnskaber, virksomheden for alvor har rykket økonomisk. Four Designs holdingselskab er gået fra i mange år at levere små overskud i størrelsesordenen fem millioner kroner til overskud på godt 21 millioner kroner før skat i 16/17. 

I seneste regnskab, der netop er udkommet, havde selskabet et overskud på 16 millioner kroner før skat. Det mindre fald skyldes ifølge ledelsen investeringer, hvilket i øvrigt understøttes af en toplinje på 52 millioner, som altså ikke har ændret sig nævneværdigt fra sidste år.

- Vores positive udvikling skyldes, at vi turde satse på at gå væk fra blot at sælge møbler til at sælge hele indretningskoncepter. Det gav os muligheden for at øge vores eksport, siger Anders Juhl Thomsen.

Fra kun at have solgt på det danske marked, eksporterer virksomheden nu til Tyskland, Sverige og benelux-landene.

I 2016 blev Four Design købt af den britiske koncern Ocee Group. Four Design beholdt sin selvstændighed, men den engelske partner betyder, at de midtfynske møbler nu også sælges i England.

Four Design, der har sælgere på flere lokationer i verden, beskæftiger ifølge seneste tilgængelige regnskab 54 mand.

 

Oversigt

    Oversigt