Problemer på opholdssted i årevis

Det odenseanske opholdssted Åhuset, der tager sig af omsorgssvigtede børn, er under heftig kritik fra 23 tidligere ansatte. Opholdsstedets ledelse kritiseres for at behandle både børn og personale dårligt.

Åhusets leder Stig Jørgensen mener, at det er svært at få egnet personale.
Åhusets leder Stig Jørgensen mener, at det er svært at få egnet personale.

Ifølge Åhusets leder skyldes kritikken, at han sidst på 2009 fyrede en skoleleder, men de hastige personaleudskiftninger har stået på i årevis.

Den seneste personaleudskiftning begyndte sidst i 2009, da hele personalet på Åhusets skole blev fyret eller sagde op indenfor tre måneder.

- Det er jo grundlæggende beklageligt at skulle skifte personale, men hvis man har en personalegruppe og en leder af den gruppe, der isolerer sig og vil gå i sin egen retning, så kan man ikke leve med det på en institution. Det var det der skete i efteråret med en gruppe medarbejdere på skolen, siger Åhusets leder Stig Jørgensen.

Men tilsyneladende var det ikke kun denne gruppe af ansatte, der var problematisk for Åhusets ledelse. Således skete der også en total udskiftning af personalet på Åhusets interne skole i sommeren 2008.

TV 2/FYN har talt med 20 tidligere medarbejdere, der har været på Åhuset i årene fra 2006 og frem, alle fortæller om hyppige personaleudskiftninger, der skyldtes problemer med ledelsen.

Anette Andersen var på Åhuset i to et halvt år, hun oplevede de mange personaleudskiftninger, men i starten tog hun ikke megen notits af det.

- Vi fik jo at vide af ledelsen, at de kolleger, der stoppede, var illoyale og inkompetente, og at det var bedst for børnene, at de nu var væk, fortæller Anette Andersen.

Sanne Bitsch Pedersen var pædagog på Åhusets interne skole fra august 2009, i slutningen af november sagde hun op, fordi hun syntes, at ledelsen gjorde arbejdsklimaet for ubehageligt, samtidig var hun meget kritisk overfor den holdning til børnene, som hun mødte hos lederparret Stig og Adie Jørgensen.

- De forklarede, at vi skulle være førerhunde for dem, og Adie  sagde, at vi bare skulle øve os alt det vi ville på dem, for børnene var alligevel så skadede, at vi ikke kunne skade dem mere, siger Sanne Bitsch Pedersen.

Sektlignende forhold

Anette Andersen arbejdede på Åhuset i to et halvt år, i dag er hun meget kritisk overfor stedets ledelse.
Anette Andersen arbejdede på Åhuset i to et halvt år, i dag er hun meget kritisk overfor stedets ledelse.

De tidligere ansatte, der nu har klaget over ledelsen, har en helt anden opfattelse af årsagen til de mange personaleudskiftninger.
Ifølge dem har lederen Stig Jørgensen og hans kone Addie en ledelsesstil, der går ud på at splitte og bagtale personalet, så lederparret hele tiden har fuld kontrol over de enkelte ansatte.
Samtidig anfører de arbejdsuger på op til 60 timer, som en af årsagerne til de mange problemer.

- Hvis man sagde fra, så var det pludselig én selv, der blev kaldt illoyal og inkompetent, siger Anette Andersen.

Gerda Kalør var på Åhuset i tre år, sidste februar sygemeldte hun sig, og i dag er hun ikke længere på stedet:

- Da jeg var blevet sygemeldt og talte med min læge og en fagforeningsmand, sagde de begge, at det virkede som en sekt. Man tror på det, man giver hele sig selv og glemmer sine egne rettigheder.
Der var ikke plads til, at børnene udtrykte en mening. Ligeledes var der heller ikke plads til, at personalet havde en anden mening end ledelsen. Så fik man at vide, at man var illoyal. Det er Åhusets værste skældsord.

Allerede tilbage i 2004 gik to tidligere ansatte til det daværende Fyns Amt med klager over Åhusets ledelse. 

Stig Jørgensen erkender, at han måske i perioder har været en for hård leder, men han mener også, at det har været svært at få egnet personale.
- Det har tydeligvis været svært for nogle af pædagogerne at vænne sig til at være i en privat virksomhed, hvor der måske stilles lidt større krav end i det offentlige, siger han.

Svigter de omsorgssvigtede børn

De tidligere ansatte mener, at de konstante udskiftninger af personalet går hårdt ud over børnene.

- Børnene har brug for ro og stabilitet, men de oplever igen og igen det svigt, at de voksne forsvinder, lige når de har nået at knytte sig til dem, siger Gunhild Bentzen, der var teamleder på Åhuset fra november 2006 til juni 2007.

Oversigt

    Oversigt