I det fynske folks tjeneste

Problemfærge plager øboere

Den nye Ø-færge mellem Faaborg, Lyø og Avernakø måtte igen torsdag aflyse flere afgange.

Den nye Ø-færge mellem Faaborg, Lyø og Avernakø måtte igen torsdag aflyse flere afgange.

Det var tekniske problemer med manøvre-systemet, der forhindrede færgen i at betjene passagerne mellem Faaborg, Avernakø og Lyø det meste af dagen.

Siden færgen blev indsat den 1. juli sidste år er mere end 120 afgange blevet aflyst. Det har beboerne på de to øer talt sammen.

Faaborg III har kostet 50 millioner kroner og har blandt andet haft problemer med bro-klappen, skruen, røg i maskinrummet og med styresystemet.

Og passagererne og øboerne er ved at være godt trætte af den nye færge.

- Der er ikke rimeligt. Jeg syntes, at jeg bruger meget energi på at planlægge og mange ærgrelser over de aflyste færgeafgange, siger Gitte Carlsen fra Faaborg.

- Det betyder, at jeg kommer for sent på arbejde. Og skolebørnene kan ikke komme i skole, siger Mona Enghus fra Lyø.

Ø-færgen bliver drevet af Faaborg-Midtfyn Kommune, og borgmesteren erkender, at driften ikke har været god nok.

- Da vi indsatte færgen, vidste vi, at der ville gå et års tid inden den var kørt helt på plads. Hver eneste færge for sig er en prototype, som skal sejles ind, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Jørgensen, soc.dem.

Faaborg III genoptog sejladsen klokken 16, da ny elektronik til navigationssystemet var ankommet fra Holland og var blevet installeret. Men i ugerne 44, 45 og 46 er Faaborg III igen ude af drift, fordi den skal på værft for at blive tjekket for fejl.

Ved du noget? Så send os et tip