I det fynske folks tjeneste

Producerer emballage i plastik: Camilla tager ansvar for miljøet

Plastik er et problem for vores hav, for alt for meget affald ender i farvandene. Derfor reagerer en fynsk emballageproducent.

00:32

Plus Pack leverer emballage til 52 lande. De udvikler nu plastikbakker i genanvendeligt plastik. Video: Anders Høgh

Camilla Hermansens familie har udviklet plastikemballage til fødevarer gennem næsten 30 år. Derfor kender hun alle sider af den opgave, det er, at producere emballage i plastik.

Vi er alle sammen nødt til at tage et ansvar.

Camilla Hermansen, direktør for forretningsudvikling og marketing hos Plus Pack. 

- Plast er rigtig svært at komme udenom i dag. Det er et super effektivt materiale i mange sammenhænge, siger Camilla Hermansen, direktør for forretningsudvikling og marketing hos Plus Pack. 

Men plastik ender ofte som affald i naturen.

85 procent af alt havaffald i verden består af plast. Det viser en optælling fra EU. Derfor udvikler Camilla Hermansen bakker til madvarer i genanvendelig plastik for at øge muligheden for, at det plast, de anvender hos Plus Pack, let kan nedbrydes og blive til nye plastbakker. 

- Vi vil sikre os, at de løsninger, vi sætter på markedet, både sikrer holdbarhed og er lavet af materialer, som kan genanvendes, så det ikke bliver til affald, men til nye produkter efter brug. Vi er alle sammen nødt til at tage et ansvar, siger hun.

For skal plastikbakkerne genanvendes skal endestationen ikke være i naturen.

- Vi kan kun opfordre til, at man rydder op efter sig selv og tænker, at det faktisk er ressourcer, der kan indgå i nye produkter, man står med i hænderne, siger Camilla Hermansen.

Plastik i vores hav

I den her uge sætter TV 2/Fyn fokus på plastik i vores alle sammens hav omkring Fyn. 

​​​​​​Hvor ser du affald? Del dit billede med os: Send det til tip@tv2fyn.dk

Flere fynske virksomheder går mod genbrug 

Den fynske virksomhed Plus Pack er ikke den eneste, der kigger mod mere bæredygtige løsninger. Ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal er der flere gode grunde til det. 

- Der er en stor PR-værdi i forhold til at være dem, der går forrest og vil noget med sin produktion, udover bare at tjene penge, fortæller hun. 

Det er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet Christel Schaldemose (S) enig i. 

- Vi har fynske virksomheder, som er i front på det her og som ved, hvad der skal til. Jeg ser det i virkeligheden som en kæmpestor chance for de virksomheder, der hopper med på bølgen, siger hun. 

EU vil forbyde plastikservice til picnicturen 

I januar i år præsenterede EU en såkaldt plastikstrategi, der skal føre til mindre plastaffald og mere genanvendelse. Og lige nu behandler Europa-Parlamentet et forslag, der blandt andet skal forbyde en række engangsprodukter i plastik. 

Der er stor opbakning til forslaget fra dansk side. 

- Plastiktallerkener, vatpinde og lignende med plastik i – væk med det. Det kan sagtens erstattes af noget andet, siger Bendt Bendtsen, medlem af Europa-Parlamentet for Konservative.

Læs også Fyn er fin og fuld af plastik

EU-Kommisionens forslag 

​​​EU vil forbyde engangsbestik, tallerkener og sugerør i plastik, vatpinde, rørepinde og ballonpinde i plastik.

Produkterne skal fremover laves i andre materialer.

Forslaget lægger op til, at engangsdrikkebeholdere i plastik kun skal være tilladt, hvis deres kapsler og låg hænger fast i flasken.

Målet er, at 90 procent af alle engangsflasker i plastik skal samles ind igen i alle EU-lande.

Producenter af produkter i engangsplastik være med til at dække udgifter til håndtering af affald og oprydning.
Se mere

Derudover lægger forslaget op til, at plastikproducenter skal være med til at dække udgifter til håndtering af affald og oprydning.

- Vi kan ikke gøre det her alene ved at håbe på, at enkeltpersoner og virksomheder vil gøre noget for at beskytte vores miljø. Vi bliver nødt til at sørge for, at de der laver vores produkter skal påtage sig et ansvar, siger Christel Schaldemose. 

- Det er bred enighed om det her. Men vi skal have fundet ud af, hvordan producentansvaret skal ligge. Det betyder selvfølgelig dyrere vare, og dem er det i sidste ende dig og mig, der skal betale, tilføjer Bendt Bendtsen. 

Europa-Kommissionen håber, at det stillede forslag kan blive behandlet og vedtaget inden valget til Europa-Parlamentet i maj 2019.

Et spørgsmål om at hoppe med på vognen

Camilla Hermansen kommer ikke til at vente på regler fra EU. For hos Plus Pack er de godt i gang med at finde de bæredygtige løsninger. 

- EU har sat nogle meget klare og ambitiøse målsætninger, så det er egentlig ikke et spørgsmål om, man har lyst til det, det er bare et spørgsmål om, hvornår man er klar til det, siger Camilla Hermansen.

Læs også Så meget kræver det at fjerne affald, hvor du bor