I det fynske folks tjeneste

Professor: Fusion vil gavne patienter

Afgående formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) taler om fusion med KL, hvilket tidligere er mislykkedes.

Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv

En fremtidig sammenlægning af Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) ville være til gavn for patienterne i sundhedsvæsnet.

Det siger afgående formand for Danske Regioner Bent Hansen (S). Og den idé er glimrende, mener Jakob Kjellberg. Han er professor i sundhedsøkonomi ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- De problemer vi har i det danske sundhedsvæsen, handler meget om den sammenhængende patientrejse, som ofte foregår mellem region og kommune.

- Der diskuteres for meget, hvad der er dit, og hvad der er mit. Man burde i stedet fokusere på det, der er fælles, siger Kjellberg.

Læs også Formands-farvel: Fusion mellem kommuner og regioner er det eneste rigtige

I 2014 var der fusionsplaner mellem de to organisationer. Planerne blev lagt på is i 2015. Men Bent Hansen håber, at nye folk i både Danske Regioner og KL kan få gang i processen igen.

Der skal være en endnu bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger, mener Bent Hansen.

- Det var katastrofalt, at fusionen ikke blev til noget sidst, siger Kjellberg.

- For mig fungerer det danske sundhedsvæsen rigtig godt, men det er svært for de to organisationer at give ved dørene.

- Der er en tydelig tendens til, at kommer den ene med et udspil på et område, så kommer den anden med et udspil på samme område. 

- I stedet for burde man slå kræfterne sammen, så forløbene for patienterne ville blive bedre, siger han.

Kalundborg-borgmester Martin Damm (V), der er formand for KL, er i gang med at føre valgkamp forud for kommunalvalget 21. november.

I en skriftlig kommentar konstaterer han ganske kort:

- Den diskussion har vi haft i KL. Vi stemte om den på vores delegeretmøde i 2015, og det blev et klart nej.

Kjellberg er ikke enig.

- Det var sådan set ret tæt på at blive til noget dengang. Så opstod der problemer om nogle poster og så videre, og så gik det i hårdknude.

- Kommer der nye politiske ledere til, så kan de se på det igen med friske øjne, siger han.