Protest mod digitale lønsedler

Trods mange klager og protester fra de ansatte og en mindre besparelse end beregnet, betegner Odense Kommune indførelsen af digitale lønsedler som en succes. Kommunens dagplejere kæmper fortsat for retten til at få lønsedler på papir.

De første af Odenses Kommunes ansatte begyndte at få deres lønsedler via e-boks i november sidste år, og fra maj i år fik alle 17.000 ansatte deres lønssedler i en digital udgave. Den gamle papirudgave er udgået, og hvis de ansatte vil se deres lønsedler skal de nu logge ind på e-boks via en computer med internetadgang.

- Vi mener, at det giver de ansatte en masse fordele. Nu kan de se deres lønsedler lige meget hvor i verden de er, bare de har adgang til en computer med internetadgang. Samtidig bliver alle lønsedler bevaret automatisk i fem år, siger chefkonsulent i Odense Kommunes HR-enhed, Svend Erik Sørensen.

Dagplejere utilfredse

Men ikke alle ansatte mener at ordningen er en serviceforbedring.

- Vi har fået masser af protester og klager og mange mener, at det er dårlig service, siger Svend Erik Sørensen.

Især blandt kommunens dagplejere har der været mange protester.
- Mange af os har ingen computer i hjemmet og det kan ikke være rigtigt at vi skal bruge vores fritid på at skaffe en lønseddel, siger Lykke Mathiassen, der er dagplejer i Næsby.

Kommunen har tilbudt alle ansatte vejledning på arbejdspladserne i hvordan man bruger e-boks, og hvis de ansatte ikke har en computer i hjemmet kan de i de fleste tilfælde bruge en computer på deres arbejdsplads. Derudover har kommunen sikret sig, at de ansatte kan gå på biblioteket og se deres lønsedler via bibliotekernes computere.

- Vores arbejdstider gør det vanskeligt at komme på biblioteket, og for at se vores lønsedler skal vi installere nogle programmer på bibliotekets computer, og det skaber problemer med sikkerheden, siger Lykke Mathiassen.

Dagplejerne har nu henvendt sig deres fagforening FOA for at få undersøgt om det er lovligt når kommunen ikke vil aflevere lønsedler på papir og i starten af august er der indkaldt til møde for at finde en løsning på sagen.

Mindre besparelse end beregnet

Kommunen havde regnet med at spare en halv million kroner årligt på de digitale lønsedler, men besparelsen bliver mindre end beregnet, da flere end først antaget fik deres lønseddel på arbejdspladsen uden at kommunen skulle bruge penge på porto.

- De digitale lønsedler er også et led i digitaliseringen af kommunen og fremover vil også årsopgørelser og alle andre henvendelser til kommunens ansatte ske elektronisk, siger Svend Erik Sørensen.

Oversigt

    Oversigt