Protester i Svendborg: Studerende blokerer for undervisningen

Vrede studerende har torsdag morgen blokeret for undervisningen på Svendborg Gymnasium.

- I skal sprede jer lidt mere ud, så I kan holde øje med, at lærerne rent faktisk går op på lærerværelset. Gerne i nogle små grupper og små rækker, så vi lige holder øje med, at de går derop.

Ordene kommer fra Fabian Davidsen, der instruerer sine medstuderende under protestaktionen på Svendborg Gymnasium torsdag morgen.

Fabian Davidsen går i 2.g på skolen, og sammen med de 1.200 øvrige elever på skolen er han mødt op tidligt torsdag morgen for at protestere mod de fortsatte nedskæringer på uddannelsesområdet. 

Demonstrationer i fem byer

Besparelserne har torsdag morgen for tredje år i træk fået Uddannelsesalliancen til arrangere protestaktioner på en række gymnasier. Senere på dagen er der reelle demonstrationer i fem større byer. 

Demonstrationerne i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Rønne starter alle klokken 16.00. 

Kernen i de unges frustration er det omstridte omprioriteringsbidrag, der betyder, at uddannelsesinstitutioner bliver beskåret med to procent om året.

Det vil frem til 2020 betyde nedskæringer for knap 15 milliarder kroner, har Uddannelsesalliancen regnet sig frem til.

Blokade hele dagen

På Svendborg Gymnasium vil de studerende derfor blokere for undervisningen hele dagen. 

Tidligt torsdag morgen har de lavet en blokade inden for gymnasiets hovedindgang, og når lærerne senere er samlet på lærerværelset, vil eleverne i samlet flok gå mod lærerværelset for at bekendtgøre, at dagens undervisning er aflyst.

- I dag nedlægger vi undervisningen som en protest mod de her milliardnedskæringer, der er på uddannelser, og dem der er varslet, siger Dante Egholm, der går i 3.g og er elevrådsformand på Svendborg Gymnasium.

Han fortæller, at eleverne med protesterne håber at bliver lyttet til af politkerne på Christiansborg. 

- Vi håber på, at regeringen lige pludselig ser, at det er virkelig snæversynet at skære på fremtiden og på vores alle sammens dannelse, siger Dante Egholm.

Han ser dagen som en vigtig del af elevernes almene dannelse - og hvis politikerne vælger ikke at lytte til de mange protester.

- Det er også en dag, hvor vi træner vores medborgerlighed, og det er en dag, hvor vi træner vores demokratiske sans. Det er ikke bare det her, det er et led i noget større, et led i en demonstration, der kommer senere og en grundlæggende protest mod de besparelser. Så for mig at se, er det ikke spildt, uanset hvad udgangen på det bliver, siger Dante Egholm. 

De studerende planlægger at holde fast i blokaden frem til klokken 15, hvorefter de tager til Odense for at deltage i demonstrationen på Amfipladsen. 

 

Oversigt

    Oversigt