Psyk-overlæge: Vi kan ikke være over dem 24 timer

Den 21-årige mand, der stak sin mor ihjel i Kerteminde, blev udskrevet fra Psykiatrisk Afdeling i sommer.

Manden har været langtidsindlagt på psykiatrisk afdeling i Odense - men blev i sommer udskrevet til et forløb med samtale og medicinering.

Og på trods af drabet i dag, mener de på OUH, at de ikke har begået en fejl ved at udskrive den 21-årige.

- Da vi valgte at udskrive ham, der var han klar til det. Han var velbehandlet og havde fået det godt psykisk igen. Og det er jo sådan, at unge eller ældre med psykisk sygdom - de skal jo ikke leve deres liv på en psykiatrisk afdeling. De skal jo ud og fungere i samfundet - ligesom alle os andre, fortæller overlæge på Psykiatrisk Afdeling, Sonja Rasmussen til TV 2/Fyn.

Har I så fulgt godt nok, når han kan gøre sådan en gerning her?

- Det kan man jo altid stille spørgsmålstegn ved. Vi har fulgt med regelmæssigt. Vi har gjort det vi kan. Vi kan jo ikke være over de her patienter vi har tilknyttet 24 timer i døgnet.

- Jeg mener, at vi har gjort det, vi kan.

- Man kan være tryg ved vores patienter på samme måde som alle andre. Vi kan samtidig ikke garantere for, at vores patienter gør noget. Det kan man jo heller ikke garantere for, at en ung mand, der får lov til at tage hjem fra skole, at han ikke gør.

Oversigt

    Oversigt