Psykiater: Sexkrænker er ikke sindssyg

Sexkrænkeren fra Odense er formentlig ikke sindssyg. Han har pædofile lyster, han ikke kan styre, siger psykiater.

Den 40-årige mand har tilstået overgrebene på to små piger fra henholdsvis Refsvindinge og Øster Skerninge på Sydfyn.

Ifølge advokat Jesper Thygesen er straframmen for sexforbrydelserne fire til seks års fængsel. Men der kan gå længe, inden dommen falder.

Inden sagen kommer for retten, skal manden nemlig mentalundersøges. Og det kan tage flere måneder, fortæller Niels Kjeldsen-Kragh, der er praktiserende speciallæge i psykiatri i Odense.

- Han bliver anbragt på en retspsykiatrisk afdeling, hvor psykiatere og plejepersonale kan holde ham under observation. Her kan de nå frem til, om han har været sindssyg i gerningsøjeblikkene, siger han.

Mand med abnorm drift

Niels Kjeldsen-Kragh tror dog ikke, at manden har været sindssyg. Det er nemlig ikke det typiske for folk med pædofile lyster.

- Min umiddelbare tanke er, at det drejer sig om en mand med en abnorm drift i retning af små piger. Folk med pædofile tilbøjeligheder har en drift, de ikke kan styre. Impulsen bliver så kraftig, at de ikke kan bremse den, siger han.

Hvis det alligevel viser sig, at den 40-årige har været sindssyg under de to sexovergreb, så har han haft en helt anden virkelighedsopfattelse end andre mennesker.

- Man kan have nogle fuldstændig urealistiske konklusioner vedrørende andre menneskers adfærd og tro, at de vil noget andet, end de i realiteten vil, siger Niels Kjeldsen-Kragh.

Kan komme i forvaring

- Man har en anden måde at anskue fundamentale ting i tilværelsen på end andre mennesker. Hvis sådan en person har den måde at tænke på, kan vedkommende let komme til at føle sig uretfærdigt behandlet eller forfulgt. Nogle griber til kriminelle handlinger, fordi de føler sig truet, selvom de ikke er det, fortæller Niels Kjeldsen Kragh.

Bliver den 40-årige mand erklæret sindssyg, kan han komme i forvaring og få en behandlingsdom.

I mandens hjem blev der fundet store mængder kemikalier, hvilket også skal tages med i dommen.

Oversigt

    Oversigt