I det fynske folks tjeneste

Drabsmand netop udskrevet fra psykiatrien før drabet

00:18

Video: Ole Holbech

Foto: Ole Holbech

1 af 2

Psykiatrien i Region Syddanmark bekræfter, at den 48-årige mand, som onsdag dræbte sin 74-årige far med en kniv foran Svendborg Banegård, er patient. Forløbet op til drabet skal nu undersøges.

Den 48-årige mand, der onsdag blev anholdt og sigtet for drabet på sin far, var patient ved Psykiatrien i Region Syddanmark.

- Den 48-årige har være indlagt i perioder, og er også under ambulant behandling, siger lægefaglig direktør Anders Meinert fra Psykiatrien i Region Syddanmark til TV 2/FYN.

Den 48-årige var netop blevet udskrevet fra psykiatrisk behandling.

- Han blev udskrevet samme dag, som drabet blev begået. Men det har været et indlæggelsesforløb, der har været helt udramatisk og uden tegn på vold eller trusler, siger Anders Meinert.

Knivoverfaldet fandt sted omkring klokken 13.44 på Klosterplads ved Svendborg Banegård. Kort tid efter blev offeret erklæret død af en ambulancelæge.

Fyns Politi  kunne kort efter klokken 16 anholde den 48-årige i området omkring Svendborg Sygehus.

Efterforskningsleder Henrik Justesen fra Fyns Politi siger onsdag aften til TV 2/FYN, at de foreløbige oplysninger tyder på, at den sigtede har en noget belastet fortid i misbrugsmiljøet i Svendborg.

Psykiatrien i Region Syddanmark sætter nu en undersøgelse af forløbet i gang.

- Når der opstår sådan en sag, så undersøger vi rutinemæssig forløbet for at klarlægge, om vi kunne gøre noget anderledes, siger Anders Meinert.

Undersøgelsen vil være færdig i løbet at et par uger.

 

00:53 Luk video

 

Flere voldsomme sager

Drabet er den seneste i en række voldsomme sager, hvor Psykiatrien i Region Syddanmark har igangsat tilsvarende undersøgelser.

I juni 2015 dræbte en 48-årige gymnasielærer den 24-årige farmaceutstuderende Mette Marie Tang med en fileteringskniv i Klostergade i Odense. Han begik efterfølgende selvmord på Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart.

I april 2014 blev en 20-årig psykisk syg mand idømt anbringelse på ubestemt tid på en psykiatrisk afdeling for at have dræbt sin mor.

I marts 2012 overfaldt en 47-årig mand personalet på Psykiatrisk afdeling hospitalet i Odense med en kniv.

I april 2011 dræbte en 44-årig mand sin fraseparerede hustru på åben gade i Sallinge på Midtfyn.

Ved du noget? Så send os et tip