Psykisk skadet efter personaleweekend

Højesteret skal afgøre, om Odense kommune skal betale erstatning til en pædagog efter et krænkende forløb på personaleweekend.

Blev reelt fyret

En personaleweekend for de ansatte i en odenseansk børnehave løb
fuldstændig af sporet. En pædagog oplevede, at hun reelt blev fyret for øjnene af sine kolleger.
Efterfølgende fik kvinden angst og andre symptomer på posttraumatisk stress.
Her syv år efter skal Højesteret afgøre, om hun skal have erstatning af Odense Kommune, skriver Ritzau.

Bombarderet af supervisor

De ansatte i børnehaven var kaldt til møde i et sommerhus på grund af problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Odense Kommune havde hyret en supervisor fra Kempler Institute, men personaleweekenden endte galt, fremgår det af de domme, der tidligere er afsagt.
Kvinden havde været syg med dårlig ryg og satte på personaleweekden gang i en diskussion om vikardækning.

Selv om hun ønskede at stoppe snakken, bombarderede supervisoren hende med spørgsmål, har et vidne fortalt - og hver enkelt skulle svare på, om de kunne "rumme" kvinden.

Det endte med, at flere græd, og til sidst sagde lederen, at det kunne være, at kvinden ikke længere skulle arbejde i børnehaven.
Efter personaleweekenden blev kvinden sygemeldt på grund af angst og siden depression.

Varigt mén

Ankestyrelsen har anerkendt, at pædagogen fik en arbejdsskade. Hun har fået varigt mén på grund af "chikanøs adfærd, der har været subjektivt krænkende og grænseoverskridende," som der står i afgørelsen.

Spørgsmålet i Højesteret er nu, om hun også har krav på en godtgørelse efter erstatningsansvarsloven.
I Østre Landsret har dommerne slået fast, at personaleweekenden blev afviklet på en uforsvarlig måde og at de psykiske følger er en såkaldt personskade, som omfattes af loven.

Alligevel har hun fået nej til sit krav. Det skyldes, at der kun i yderst sjældne tilfælde kan gives godtgørelse for en psykisk skade.

Principiel sag

Procesbevillingsnævnet har ment, at retssagen rejser et principielt spørgsmål. Derfor har kvinden og hendes fagforening Bupl fået adgang til Højesteret, hvor kravet lyder på 50.000 kroner i erstatning.
Sagen kommer for mandag.

Oversigt

    Oversigt