Efter økseangreb: Politiet skød gas ind i psykisk syg mands hus

Den psykisk syge mand, der angreb politiet med en økse, er nu blevet anholdt. Han låste sig inde i sit hus, og politiet måtte tage gas i brug for at få manden ud.

Politiet var mandag eftermiddag ved 14-tiden ved at hente en psykisk syg mand for at få ham indlagt. Manden valgte at angribe patruljebilen med to politimænd i med en økse. 

Efter fire timers forhandling med brug af politiets forhandlere, fordi manden havde lukket sig inde i i sit hus, er han nu blevet anholdt.

Det oplyser Fyns Politi.

Angrebet og den efterfølgende langvarige forhandlingssituation opstod, da politiet mandag eftermiddag tog ud til mandens adresse med henblik på at indlægge ham på psykiatrisk hospital.

Den psykisk syge mand bor i Grønnehave, der ligger mellem Vissenbjerg og Tommerup på Vestfyn.

Da politipatruljen ankom til mandens bopæl, gik han i stedet til angreb med en økse, og flere politifolk blev kaldt til stedet for at sikre de to betjente.

Angrebet på politipatruljen skete kort før klokken 14, og der gik fire timer, hvor manden havde forskanset sig på sin bopæl, inden han blev anholdt.

- Anholdelsen skete blandt andet efter flere timers forhandling ved brug af politiets forhandlere, og politiet så sig i sidste ende nødsaget til at skyde gas ind i mandens hus, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ingen personer kom til skade ved hverken økseangreb eller brug af gas for at få manden ud af huset.

Der vil i løbet af i tirsdag formiddag blive foretaget juridisk vurdering af, hvorvidt manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt