Psykisk syg havde tidligere truet eks-kone

Fynsk drabsmand var fængslet for dødstrusler for kort tid siden. Børn får krisehjælp efter drab på deres mor

Den mand, der torsdag formiddag overfaldt og dræbte sin hustru i Sallinge, er psykisk syg og har tidligere truet med at ville slå hende ihjel.

Var i psykiatrisk behandling

For kun to uger siden blev den 44-årige mand således idømt 30 dages fængsel og en bøde for at have truet hende.

- I forbindelse med dommen var det et vilkår, at han skulle i tilsyn af Kriminalforsorgen, og at han skulle fortsætte i psykiatrisk behandling, siger politiinspektør Bjarne Sørensen i Fyns Politi.

- Siden dommen har vi i politiet ikke fået oplysninger om, at han ikke overholdt vilkårene, siger politiinspektøren.

Nu vil politiet forsøge at afdække, hvad der er sket. Om Kriminalforsorgen faktisk førte tilsyn, og om behandlingen faktisk fortsatte.

Naboer hørte skænderi

Parret er separeret og har ikke boet sammen i det sidste år.

Manden havde parrets 19-årige datter boende hos sig i Sallinge, som er en landsby vest for Ringe. Moren og deres 12-årige datter levede i Odense.

Begge børn var til stede, da moren og faren torsdag formiddag i hans hus i Sallinge kom op at skændes om forældremyndigheden.

Det var så voldsomt, at flere naboer ringede til politiet, som straks sendte en patrulje af sted.

- De løb uden for, og på fortovet snittede han hende med en stor kniv i halsen, siger politiinspektøren.

Børnene får krisehjælp

Døtrene så ikke med egne øjne, hvad deres far gjorde ved moren. Den yngste flygtede ind til naboen, mens den ældste opholdt sig på den anden side af huset.

- Vi har sørget for, at de får krisehjælp, siger Bjarne Sørensen om børnene. Parrets ældste, en mand på 21 år, har egen bolig.

I februar blev Fyns Politi første gang orienteret om familien. En psykiater var så foruroliget over mandens verbale trusler mod hustruen, at hun kontaktede politiet.

Nogle dage senere bekræftede hun, at hun var blevet udsat for trusler. Manden havde sagt, at han havde et skydevåben.

Fængslet på psykiatrisk afdeling

Kort efter anholdt politiet manden, men de kunne ikke finde noget våben. Efter et grundlovsforhør blev han i februar fængslet 14 dage - men på en psykiatrisk afdeling i stedet for et fængsel.

- På baggrund af udtalelser fra den psykiatriske afdeling og ud fra en samlet juridisk vurdering blev det besluttet ikke at kræve en forlængelse af fængslingen, siger Bjarne Sørensen.

Han blev altså løsladt. Senere i forløbet blev der arrangeret et konfliktråds-møde mellem de to, og den 5. april blev dommen afsagt. Straffen var afsonet med den tidligere fængsling, blev det bestemt.

- Det er en dybt tragisk sag, siger politiinspektøren.

Forløbet op til drabet i Sallinge

Oversigt

    Oversigt