Psykisk syge bliver fejlplaceret i arresthusene

Indsatte med alvorlige psykiske lidelser får forværret deres sygdom af indespærringen.

Til trods for at både de ansatte i arresthusene og pårørende til de indsatte har forsøgt at gøre opmærksom på problemet, fortsætter fængslingen af personer med alvorlige psykiske lidelser.

I Svendborg Arresthus har de flere gange oplevet, at indsatte har gjort skade på sig selv, og i nogle tilfælde har indsatte begået selvmord, fordi de ikke fik den nødvendige hjælp.

- Et eksempel er en indsat, der sad her i over et år. Vi så stort set ikke den indsatte på gange. Da han så fik dom, blev han idømt en behandlingsdom - ambulant behandling - og blev lukket ud på gaden. Det var åbenlydt for os at han havde de meget dårligt, fortæller Allan Kjær, Fængselsfunktionær i Svendborg Arresthus.

Det er kun, hvis den indsatte er direkte psykotisk, at han eller hun kan få psykiatrisk hjælp under varetægtsfængslingen - folk med andre psykiske lidelser er overladt til sig selv og den medicin, som arresthuslægen ordinerer. Det er først, når den indsatte har fået en dom, at retspsykiatrien træder til.

- Der er uden for al fornuft at anbringe psykisk syge i fængsel. Og derfor skal vi sørge for, at de psykiatriske afdelinger har mulighed for at modtage dem i stedet, siger René Larsen, Forbundssekretær i Dansk Fængselsforbund.

Oversigt

    Oversigt