I det fynske folks tjeneste

Psykisk syge risikerer at miste deres bosted

Flere besparelser i Assens Kommune kan betyde, at et bosted for psykisk syge må lukke. En lukning kan få store konsekvenser for de syge beboere.

00:29

Dagligdagen på Bryggervangen er præget af faste rutiner og fast og genkendeligt personale. Video: Anders Høgh

På botilbuddet Bryggervangen i Glamsbjerg bor Camilla Lagoni Kulavig og Erik Hogrebe Hansen. Hun er 19 år og lider af paranoid skitzofreni. Han er 52 og lider af svær angst og depression.

Læs også Højere sygehuspriser: Babyer og ældre koster fynske kommuner millioner

De har begge boet på Bryggevangen i to år, hvor der i alt bor seks personer med psykiske lidelser, men nu risikerer stedet at blive lukke, fordi Assens Kommune skal spare 30 millioner kroner. 

- Jeg frygter en voldsom tilbagegang i forhold til medicinnedsættelse og psykotiske symptomer på min skizofreni. Men jeg tænker også på nytilkomne psykisk syge. Det ville være katastrofalt, hvis det lukkede, og der ikke var hjælp at hente her i fremtiden, siger Camilla Lagoni Kulavig. 

Bostedet har hjulpet

Både Camilla Lagoni Kulavig og Erik Hogrebe Hansen fortæller, at det har gavnet dem at bo på institutionen. 

- Jeg har boet her to et halvt år nu, og jeg har stadig voldsomme angstperioder og depressive perioder, men jeg synes, det langsomt bliver bedre, siger Erik Hogrebe Hansen, der, før han flyttede ind, var indlagt to år i streg på en psykiatrisk afdeling for alvorlig angst, depression og selvmordstanker. 

Jeg får det rigtig skidt af det, og vi har andre beboere her, der har reageret voldsomt på nyheden om, at man muligvis vil lukke

Erik Hogrebe Hansen, Beboer

Det er de trygge rammer, støtten fra det velkendte personale og de faste rutiner, der gør det bedre for Erik Hogrebe Hansen. Det samme gælder Camilla Lagoni Kulavig. 

- Det har givet mig rigtig meget selvstændighed. Jeg har lært mig selv at kende og fundet ud af, at jeg kan mange ting. Og så har jeg fået meget mere styrke og selvtillid, end før jeg flyttede ind, fortæller hun. 

Kommunen ramt af besparelser

Assens Kommune lægger op til at lukke bostedet i deres forslag for budgettet 2019-2022. Kommunen er tvunget til at finde besparelser for 30 millioner kroner, og det kommer endda efter, at kommunen for et par måneder siden måtte finde yderligere 32 millioner i budgettet til besparelser. 

Årsagen er, at det bliver dyrere for kommunen end forventet, når kommunen som en del af den nye udligningsmodel skal overtage en række betalinger for ydelser i sundhedsvæsenet, som regionen tidligere stod for. 

Læs også Skadestuepatienter og psykisk syge skal dele venteværelse

Udover bostedet Bryggervangen, er der også lagt op til at lukke det lignende bosted Møller Eriksens Vej, hvor der bor 11 beboere. Hvis de lukker, skal beboerne til andre bosteder eller i egne lejligheder. 

Konsekvenser ved lukning

Både Camilla Lagoni Kulavig og Erik Hogrebe Hansen frygter, hvad der skal ske, hvis deres bosted lukker. 

- At man i kommunen gerne vil have os ud og bo i vores egne lejligheder er vældig fint, og det ville vi jo også rigtig gerne, hvis vi kunne, men når vi ikke kan, så er det noget rigtig skidt at begynde og snakke om det. Jeg får det rigtig skidt af det, og vi har andre beboere her, der har reageret voldsomt på nyheden om, at man muligvis vil lukke, fortæller Erik Hogrebe Hansen. 

Det bliver dyrere i længden i indlæggelser og på mange områder

Jette Lisbjerg, Formand for Bedre Psykiatri i Assens og Faaborgmidtfyns Kommune

- Jeg kan ikke flytte i egen lejlighed nu, fordi det føles som et pres, og jeg er ikke stabil nok. Men jeg tænker godt, at jeg ville kunne på sigt. Bare ikke nu, siger Camilla Lagoni Kulavig. 

Formand for Bedre Psykiatri i Assens og Faaborgmidtfyns Kommune, Jette Lisbjerg, mener, at en lukning kan få alvorlige konsekvenser for beboerne. 

- Det kan være katastrofalt at få de sociale relationer til personalet brudt. Bliver de flyttet, bliver de ikke bare sat to-tre år tilbage i tiden, de kommer 50 procent yderligere tilbage, fordi de igen mister tiltroen til andre mennesker, og det tager ekstra lang tid at bygge tilliden op for hver gang, de bliver skuffede, siger hun. 

Læs også Bosted for sindslidende og hjerneskadede kræves lukket

Hun mener, at store bosteder vil få dem til at isolere sig på værelserne, og hvis de kommer i egne lejligheder, vil de ikke komme udenfor og møde andre mennesker, og de pårørende vil ende med at passe dem. 

Men virker det ikke som det oplagte sted at spare, når det 'kun' rammer seks mennesker?

Jo, det ville være det oplagte sted at spare for andre, som ikke ved, hvad det går ud på. Men det bliver dyrere i længden at spare et sted som det her væk. For sender man seks personer ud i egen lejlighed, så skal de godt nok ikke døgnopmandes, men de skal have massiv støtte i eget hjem. Det bliver dyrere i længden i indlæggelser og på mange områder, siger hun. 

Vi har tænkt det igennem

Rie Nielsen (V), sidder i byrådets Social og Sundhedsudvalg, og hun mener, at kommunen er nødt til at spare på området. 

- Vi står ved den opgave, vi har fået løst. Jeg vil sige, at da vi gik hjem torsdag aften og havde taget de her beslutninger, så havde man det rigtig dårligt. Så det er ikke noget, vi ikke har tænkt igennem. Vi har besøgt botilbuddene og talt med borgerne for nylig, siger hun. 

De kommer måske ikke sammen med de samme seks personer, men de får nok ikke et ringere tilbud på sigt

Rie Nielse (V), Social og Sundhedsudvalget, Assens Kommune

Hun fortæller, at alle beboerne får en individuel vejledning, hvis bostedet skal lukkes ned. 

Er den her besparelse ikke lidt ligesom at tisse i bukserne?

- Jo, det er det. Du kan sige, at små ændringer for de personer her, kan have store udsving, men jeg tror alligevel på, at vi ikke giver dem et helt andet tilbud. De kommer måske ikke sammen med de samme seks personer, men de får nok ikke et ringere tilbud på sigt, siger Rie Nielsen. 

05:45

Se det fulde interview med Rie Nielsen. 

Luk video