Væk med fordommene: Psykisk syge skal give viden videre til fremtidens læger

Medicinstuderende skal møde psykisk syge i deres hjem og blive klogere på mennesket bag diagnosen i nyt forløb.

Det er vigtigt, at fremtidens læger er beredte til at arbejde i et system, hvor de møder mennesker med en psykisk sygdom. Men nogle gange er der fordomme, og det skal imødekommes.

Sådan lyder det fra Liselene Pedersen, der er konsulent i PsykInfo - Psykiatrisk Informationscenter - i Region Syddanmark.

quote Det enkelte menneske er ekspert i, hvordan han eller hun har oplevet at have en sygdom og mødet med sundhedssystemet.

Liselene Pedersen, konsulent i PsykInfo - Psykiatrisk Informationscenter - i Region Syddanmark

PsykInfo er gået sammen med Syddansk Universitet, SDU, i et forløb under overskriften "Mennesker først". Det skal give medicinstuderende større indblik i menneskene bag patienter med en kronisk sygdom.

- Det er vigtigt at se mennesket bag diagnosen uanset om det er en psykisk sygdom eller en fysisk sygdom, siger Liselene Pedersen.

Psykisk syge deler oplevelser

Psykinfo har derfor stillet en række af deres såkaldte ambassadører til rådighed, der selv lever med en psykisk sygdom eller har gjort det.

Ambassadørerne skal give eleverne et indblik i forskellige psykiske lidelser. Det kan eksempelvis være depression, ADHD, angst, skizofreni eller spiseforstyrrelser.

- Det enkelte menneske er ekspert i, hvordan han eller hun har oplevet at have en sygdom og mødet med sundhedssystemet.

- Det kan være rigtig godt at have en dialog om det, så vi kan blive klogere på, hvad der har virket, og hvad der ikke har, siger Liselene Pedersen.

I forløbet mødes én ambassadør med én studerende, der læser medicin på bachelorniveau, ad flere omgange. Møderne foregår hjemme hos ambassadørerne i det private.

Bagefter bliver der afholdt refleksionsmøder, hvor de studerende kan komme og få talt deres oplevelser igennem.

En behandling uden fordomme

Målet er at sikre, at fremtidens medicinere bliver klar over og reflekterer over mennesket og den livshistorie, der også ligger bag en diagnose.

For der er mange fordomme om psykiske lidelser også fra medicinstuderende, påpeger konsulenten.

Der er også samarbejder med mennesker, der lider af somatiske sygdomme.

Oversigt

    Oversigt