Psykolog: Børnene taler sandt

I mishandlingssagen fra Svendborg har en psykolog til et af børnene i dag vidnet. Hun tvivler ikke på, at historierne om vold er sande.

Det næstyngste af de seks børn, der i følge anklageskriftet er blevet udsat for forskellige typer af vold under en lang årrække, har tre gange i 2013 været til psykolog. Hun var i dag indkaldt som vidne i retten og beskriver pigen som fornuftig og sund. I følge hendes vidneudsagn er psykologen ikke i tvivl om, at pigen taler sandt om de voldsepisoder, der er fortalt om i retten i dag.

Flere af børnene har mandag fortalt, hvordan de blev stillet op på en række og slået en efter en, hvis der fx manglede penge i forældrenes pung eller en vante var blevet væk.

Det næstyngste barn, der er 16 år, blev tvunget til at vidne mod sin vilje. Tidligere har hun fortalt politiet at hun blev slået ca. to gange om ugen, og i retten i dag fortalte hun om konkrete episoder. Blandt andet at hendes far engang stormede ind på badeværelset og slog hende, fordi hun ikke ville i skole.

Familien har i alt seks børn, der er født mellem 1982 og 2002, og de har boet mange forskellige steder på Fyn. Forældrene nægter sig begge skyldige.

I morgen vil der blive afspillet en videoafhøring af det yngste barn, der i dag er 11 år, og det tredje yngste barn på 25 år, der på grund af et handicap er fritaget for at vidne i retten i Svendborg. På torsdag skal dommerne votere og efter planen afsiges der dom på mandag.

Oversigt

    Oversigt