Pussycat Dolls droppes i Odense

Den planlagte koncert med amerikanske Pussycat Dolls på Fyns Væddeløsbane i Odense er aflyst. I stedet flyttes koncerten til Gentofte.

Koncerten flyttes, fordi der er opstået uoverensstemmelser mellem arrangøren og myndighederne om sikkerheden ved koncerten. Det skriver fyens.dk.

Arrangøren Group Romeo mener, at myndighederne har trukket en forhåndsgodkendelse af koncerten tilbage.

Odense Kommune derimod ser sagen noget anderledes. De har bedt arrangørerne om at flytte koncerten til Tusindårsskoven, fordi sikkerheden i forbindelse med en stor koncert ikke er god nok på Væddeløbsbanen.

- Men for mig er der altså kun et skud i bøssen, så nu har jeg besluttet at flytte koncerten til Gentofte Stadion, hvor der har været mange store koncerter tidligere. Jeg vil ikke risikere, at der kommer flere overraskelser, siger indehaver af Group Romeo, Julie Malmros, til Fyens.dk.

Billetter til koncerten kan enten refunderes eller bruges i Gentofte.

Oversigt

    Oversigt