Putin stadig et problem for Uhrenholt

For andet år i træk rammer den russiske boykot af vestlige fødevarer og den ustabile rubel hårdt hos handelsfirmaet Uhrenholt i Middelfart.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine, boykotten af vestlige varer og den faldende rubel går hårdt ud over salget og indtjeningen hos den store handelskoncern Uhrenholt i Middelfart.

F. Uhrenholt Holding A/S, der forrige år måtte notere et fald i omsætningen og et underskud på 10 millioner kroner før skat, fik i 2015 endnu et ordentlig dyk i salget, der blev  reduceret fra 3,4 til 2,2 milliarder kroner.

Til dels også fordi koncernen, der handler globalt med fødevarer, har valgt at skære forretningen til, så man nu koncentrerer sig om kerneprodukter.

Underskuddet blev dog noget mindre end året i forvejen, nemlig 4,5 millioner kroner før skat.

Antallet af medarbejdere omregnet til fuldtidsansatte er faldet med 62 til 584.

Samlet set er Uhrenholt tilfreds med driften i koncernens selskaber dog med undtagelse af det russiske marked, der igen trækker omsætning og indtjening ned.

Uhrenholt har forsøgt at valutasikre sig på det russiske marked, men det indebærer også store omkostninger. Ledelsen forventer dog, at koncernen kan levere et overskud i 2016, men understreger, at der bliver store udfordringer i årets løb. 

Ud over forholdene i Rusland har de svingende råvarepriser inden for mejeriprodukter også været et forhold, som Uhrenholt har skullet forholde sig til.

Koncernen har nu en egenkapital på 98 millioner.

Den kendte erhvervsmand Fritz Schur, der har været bestyrelsesformand hos F. Uhrenholt Holding, er i foråret blevet afløst af Jørgen Buhl Rasmussen, tidligere koncernchef hos Carlsberg. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt