Pytlick: Odense skal kæmpe for slutspil

FCM og Viborg er DM-favoritter, men flere hold byder sig til i kvindernes håndboldliga, mener landstræneren.

Kampen i toppen af Dame Håndbold Ligaen bliver hård, men FCM og Viborg er favoritterne til at løbe med DM-guldet i den kommende sæson.

Sådan lyder vurderingen fra landstræner Jan Pytlick, før sæsonstarten i kvindernes bedste håndboldrække i aften.

- På papiret er FCM og Viborg er favoritterne til at blive mestre. Men jeg tror, at Tvis, Randers og Team Esbjerg har muligheder for at besejre de to hold, lyder vurderingen fra Jan Pytlick.

Han glæder sig over, at flere hold har ambitioner om at blande sig i toppen i den kommende sæson, og at det ikke nødvendigvis bare er Tordenskjolds soldater, der fordeler medaljerne imellem sig.

Specielt Team Esbjerg, der har oprustet med blandt andre Johanna Ahlm og Maibritt Kviesgaard, kan tage et skridt frem.

- Team Esbjerg er kommet med som det femte hold, der kan slås med i toppen. Vi har en bredere top, end vi har haft i mange år, siger Jan Pytlick, der er begejstret for udviklingen.

- De udenlandske ligaer har typisk et eller to gode hold. Det skal vi også have, men vi har altså bredden med ned til i hvert fald nummer fem. Og nummer seks og syv kan ind imellem også slå topholdene, siger Jan Pytlick.

- Jeg tror, at København bliver rigtig spændende. Skive, Odense og Vejen kommer også til at kæmpe om den sidste slutspilsplads, forudser landstræneren.

Han er også tilfreds med, at han modsat sin kollega hos herrerne, Ulrik Wilbek, kan følge stort set alle sine landsholdsemner i den hjemlige liga.

- Det er vigtigt, at de er hjemme, så vi har en stærk liga, og så vi kan præsentere dem over for vores sponsorer og tilskuere.

- Det betyder også noget for landsholdet, at spillerne er kendte og bliver set. Når de rejser til udlandet, bliver der ikke snakket så meget om dem, siger Jan Pytlick.

Oversigt

    Oversigt