Pytlick tvivlede på sejren i gyser mod København

Jan Pytlick og spillerne jubler efter en flot og overraskende sejr over København Håndbold i Champions League.

Skadesplagede Odense Håndbold overraskede både omgivelser og egen cheftræner stort med sejren over København Håndbold på 25-23, som sendte klubben videre til kvartfinalerne i kvindernes Champions League.

Cheftræner Jan Pytlick skærer således helt ind til benet på spørgsmålet om, hvor meget han inden kampen havde troet på, at Odense ville stå tilbage som vinder med fire landsholdsspillere siddende udenfor.

- 20-25 procent vil jeg skyde på.

- Når man lige pludselig har så stor udskiftning og især i bagspillet, vil det give nogle udfordringer. De folk, der er her, gør det sindssygt godt, men vi har brugt næsten halvanden sæson på at spille en stamme ind, som har en bærende rolle, og nu var den lige pludselig ude, siger Jan Pytlick.

Plaget af skader

Højre back Mette Tranborg, playmaker Nadia Offendal, venstre back Stine Jørgensen og målmand Althea Reinhardt sad alle ude af forskellige årsager.

Det stillede ekstra krav til både mod og tro på tingene i Odenses omklædningsrum.

- Vi vidste godt, vi skulle spille op til vores allerbedste og måske finde noget frem, vi ikke viser til dagligt. Rigtig mange spillere, som normalt tilbringer meget tid på bænken, skulle ind og afgøre en vigtig kamp. Kæmpe cadeau til dem, siger stregspiller Kathrine Heindahl.

Hun scorede kampens sidste mål i de sidste sekunder, efter hun havde brændt en mulighed ved 23-23.

- Da jeg brændte, fik jeg lidt dårlige nerver, og da vi scorede til 24-23, var der lidt mange sekunder igen, så det gjaldt bare om at løbe hjem. Heldigvis fik vi bolden hurtigt, og så løb de ikke med mig den anden vej, så jeg kunne banke den i kassen, siger Heindahl.

Skuffet København-træner 

Som sådan slog hun et søm i, som ærgrer København-cheftræner Claus Mogensen stort.

- Jeg er rigtig skuffet. Vi havde sat alt ind på, vi skulle vinde den kamp, og det var rigtig meget på spil. Det synes jeg også, man kunne se. Der var lidt mange nerver i spil, siger Claus Mogensen.

Han giver sine egne spillere ret i, at ikke kun god Odense-fight var afgørende for udfaldet.

- Vi var for uskarpe, og det gjorde, at Odense troede endnu mere på det, efter vi fik en god start og havde et lille overtag. I anden halvleg havde vi muligheder på tidspunkter, hvor vi var foran med et og to mål og kunne have trukket fra, siger København-træneren.

Med sejren er Odense klar til Champions League-kvartfinalerne, hvor Györ venter.

København er uden mulighed for avancement fra gruppespillet.

Oversigt

    Oversigt